Innovation/Teknologi
Teknikken bag den ny grafikchip, der er blevet døbt ”Pitcairn” i tråd med navngivningen der tager udgangspunkt i stillehavsøer, er baseret på Graphics Core Next-arkitekturen, kendt fra seriens flagskib, Radeon HD 7970. Selve GPU'en er dog spritny – og kan ses som en lettere nedskaleret ”Tahiti”-chip.
Det betyder også, at HD 7850 har de samme solide teknologier, som HD 7970. Med andre ord er HD 7850 rigtig god til tung Tesselation grafik, hvilket tidligere var nVidias styrke med GTX 500-serien.
Pitcairn er ligeledes skabt med 28 nanometers procesteknologi, der sammen med PowerTune- og ZeroCore-teknologierne betyder, at strømforbruget er rigtig fornuftigt. PowerTune tager toppen af strømforbruget ved, at regulere strømtilførsel og clock, mens ZeroCore lukker ned for GPU'ens kerner, når ens skærm går i standby. Således skulle strømforbruget ligge på 130 Watt i sønderrivende 3D-spil, mens kortet sluger mindre end 3 Watt, når computerskærmen er slukket.
Også teknologier såsom Eyefinity, der giver mulighed for 4 skærme out-of-the-box, er fulgt med. Ligesom kortet understøtter UHD-opløsning(4096x2160) og PCIe 3.0, HD3D, SteadyVideo 2.0 med mere.
Målt i TeraFLOPs – altså rå regnekraft – ligger HD 7850 på 1,76 TFLOPs. En ydelse, der ligger et pænt stykke fra storebror, der ligger på 2,56 TFLOPs, men som trods alt ligger på niveau med det ældre HD 5830. På hukommelsessiden er kortet identisk med HD 7850, og kommer derfor med 2 GigaByte GDDR5 ved 1200 MHz på en 256bit bus, hvilket giver en båndbredde på 153,6 GB/s.
Er man frisk på at give den gas med overclocking, lover AMD traditionen tro, at HD 7850 overclocker pænt - også selvom det altså helt er på eget ansvar.
(Tak til Emillos for dette afsnit)