Layout / Design
Arctic Accelero Xtreme III er en kæmpemæssig køler! Vi taler altså om fem store fuldfede anakondaheatpipes, tre turbulensskabende 92mm orkanstyrkeblæsere og 84 samuraisværdsskarpe aluminiumskøleribber. Rygtet vil sige, at der er fare for at grafikkortet river sig fri fra soklen, hvis man skruer helt op for køleren!
Disse billeder vidner så tydeligt om det gode stykke arbejde som Arctic har udført. Køleren er af en yderst høj kvalitet. Lige fra de tre store blæsere til hver og en af de små køleribber er kvaliteten helt i top. Det er faktisk noget af det allerførste som man lægger mærke til, når får køleren mellem hænderne. Der er en rigtig god vægt i køleren, og der er intet som rasler eller sidder løst!
Den observante læser (det er naturligvis DIG jeg taler til!) vil hurtigt bemærke, at der er tale om en ganske snedig konstruktion. Køleren er opbygget således, at der er en central køleprofil, som også udgør monteringssoklen og samlingen for de fem heatpipes. Det gør altså, at vi har en helt normal køleprofil som man ser så mange andre steder, der så er flankeret af to store rækker af køleribber monteret på de føromtalte fem heatpipes. Umiddelbart ville man mene, at der er et fremragende udgangspunkt for at aflede en masse varme.
Til denne test vil vi brugte mit prev-gen (ja det er pinligt, at jeg ikke har Kepler!) MSI GTX 560Ti 448 Core Twin Frozr III kort, som er baseret på den velkendte Fermi arkitektur fra Nvidia. Det er et ganske fint udgangspunkt til denne test, da det stadig er repræsentativt for de grafikkort, vi finder ude i den store entusiast-maskinpark, og MSI er en ganske anerkendt grafikkortsproducent, der har modtaget en del ros for deres Frozr kølere.
Efter denne tvungne parring af køler og grafikkort er det på tide at kaste afkommet i maskinen, og se om resultatet er til at føle på.