Layout / Design
Da jeg fik kabinettet ud af kassen, lurede jeg godt nok lidt, for der var et åbent hul ind i kabinettet i venstre side. Hmmmm, var det nu en smutter i produktionen tænkte jeg godt nok først, men fandt hurtigt svaret i tilbehøret, hvor der lå en plastdækplade med små magneter isat, så den kunne umiddelbart lige monteres og giver selvfølgelig kabinettet et helt afsluttet udseende.
Sådan tager kabinettet sig ud sådan lidt forfra og fra siden. Kabinettet er halvblank sort i det meste af sit ydre udtryk, dog har fronten store flader som er helt pianoblank sorte, og det bryder faktisk indtrykket, så det ikke virker kedelig sort hele vejen rundt.
På siden er der isat et relativt fintmasket meshgitter, og det er faktisk sat fast med skruer og møtrikker. Den løsning har jeg ikke set længe, men den er da egentlig ganske fin, for hvis man er sikker på at få luft nok ind fra fronten, ja så kan man da faktisk selv save en akrylplade til og på den måde lige få sig et kabinet med vindue til hardwaren. Som det kan ses, er meshgitteret dog ganske gennemsigtigt men selvfølgelig ikke det samme som en akrylplade. Der kan også isættes en 120 eller 140 mm blæser for at føde luft direkte ned til GFX'erne. Sidepladerne er monteret med 2 stk. fingerskruer i hver.
Kabinettet kan også leveres i en udgave med akrylplade i stedet for meshgitter, og så slipper man jo selv for besværet.
Så røg sidepladen af, og vi ser hvad der gemmer sig herinde udover papkassen med tilbehør og skruer. Som det fremgår, har kabinettet ligesom en overbygning hen over toppen. Det er ikke uden grund, og overbygningen tjener faktisk et formål og er ikke kun design. Mere om det længere nede på siden. Stagene/afstandsstykkerne til bundkortet er af den type der er trykket op som en bule i bundkortpladen. Dog er der i midten isat et messingstag med en neddrejning, som man lige kan sætte bundkortet ned over for fastholdelse medens man isætter skruerne. Der er også presset en kode i metallet for at angive hvilke stag/afstandsstykker der er til hvad: A for ATX og M for mATX.
På toppen af kabinettet er der et stort meshgitter med ret store huller, 5 mm eller deromkring, og under det sidder der med nogle plastnitter fastspændt et endnu finere meshgitter, så der kan ikke lige falde ting og sager ned den vej. Der er huller i dette fine gitter så man kan få skruerne i til eventuelle eftermonterede blæsere. Her på overdelen af fronten finder man også "Launch knappen" som er Startknappen. Man løfter lige op i det røde dæksel som desværre er lidt vakkelvornt og går lidt for plastikagtigt helt op. Det lyder lidt kritisk når man vil åbne det helt (knirker ildevarslende når det skal over en slags lås), og man kan så komme til knappen. Den føles i øvrigt som værende af ganske fin kvalitet. Det er typen med en plastknap og en 4-5 mm vandring mod en fjederbelastning og den afgiver lige et beskedent klik når kontakten aktiveres. I øvrigt er der rødt lys i affyringsknappen når man tænder systemet, det vil sige indimellem, for lysdioden i knappen er den der indikerer harddiskaktivitet. På hver side af knappen er der to store felter, og i toppen af dem ses et LED område til at indikere "power on" når systemet er tændt. På toppen ses kabinettet I/O porte. Der er et stik til headphones, derefter et til mikrofon flankeret på hver side af et USB 3.0 stik.
Her er så grunden til overbygningen på toppen. Der befinder sig en Harddisk dok til enten 2,5" eller 3,5" harddiske. Det kan oven i købet fungere som en Hot plug dok, hvis bundkortet understøtter denne feature. Der er selvfølgelig det sædvanlige SATA stik til bundkortet og strøm til dokken foregår gennem et Molexstik..
Så nåede vi frem til fronten. Der er påsat lækre pianoblanke indsatse i frontens mere halvblanke udtryk. Der er 3 stk. dækplader med meshgitter til 5,25" drev foroven, dernæst en konverter fra 5,25" til 3,5" dækplade. Det nederste store område med logoet er også her den store blæser suger sin luft ind. Nederst er der støbt et logo i plasten. Om man så lige er til den slags front er jo en smagssag, men egentlig er det ikke det værste jeg har set på den front længe. Bagsiden får man adgang til ved at trække i frontens nederste kant på midten. Der er ligesom en naturlig holdekant for ens fingre på midten. Det er samtidig også her, blæseren trækker luft ind. På bagsiden kan man så se de 6 kraftige metalholdere som holder hele fronten på plads. Derudover kan man se at der i alle dækplader og indsugningen til blæseren er isat et filter af skumgummi.
I skal selvfølgelig ikke snydes for et syn af den 200 mm store blæser i fronten. Der står ingen specs på den, men det er Cougars egen. Jeg ved fra installationen af dele, at den kører max 1000 rpm og har røde LED's i hjørnerne. Blæseren kan tilsluttes bundkortet via et tre-bens stik til "chassis fan" eller hvad det nu hedder på ens bundkort. Det er også muligt at sætte den til et Molex stik. På bagsiden ses en plads til at montere en 120 mm blæser. Til venstre herfor det sædvanlige hul til I/O shield og så er der her selvfølgelig tænkt på H2O folket som kan afbrække de runde indsatse og montere de medfølgende gummityller til formålet (fint at de er vedlagt). Derunder er der de 7 PCI dækplader som er fremstillet i metal. Så følger igen et større område med grov mesh og nederst er det PSU-pladsen.
Så kigger vi bag bundkortpladen og ser et fint stort hul til CPU kølerens bagplade. Det ser jo meget standard ud, der er 4 huller med gummityller som man kan trække ledningerne igennem. Jeg er ikke helt sikker på hvad forsænkningen i højre side af kabinettet er til, men selvfølgelig kan man alternativt trække de tynde ledninger på bundkortet denne vej igennem.
Sådan tager kabinettets støttepunkter/fødder sig ud. De er relativt hårde at føle på når kabinettet står på skrivebordet, men jeg kunne ligesom fornemme en blødhed længere oppe mod kabinettet, så det skulle jeg da lige skille ad. Støttepunkterne er åbenbart støbt, så de er hårdere ned mod skrivebordet og de bliver så lidt blødere opefter og det giver så faktisk en ret god dæmpning af resonanser den vej igennem.
Så sætter jeg hardware i kabinettet på næste side.