Udpakning
Headsettet er ganske forsvarligt indpakket og der opstår ingen uforudsete problemer under udpakningen. Headsettet er sat fast på noget formstøbt plastik med en ”pelset”overflade som åbenbart har fældet lidt, så hele headsettet er dækket af et lag af små grå hår. De fjernes dog nemt med en klud. Førstehåndsindtrykket af headsettet er, at det virker solidt bygget med en god finish. Det er en blanding af hård plast, aluminium og ”læder” som passer godt sammen. Headsettet har et kantet/”stealth” look som ses hos mange gaming produkter. Headsettet virker umiddelbart relativt tungt i forhold til de andre headset jeg er vant til, men det er også begrænset hvor mange headsets jeg har prøvet. Man kan også få headsettet i hvid, hvor ”Devil” er skiftet ud med ”Angel” i navnet.
Indhold af kassen
• Headset
• USB lydkort
• 2m forlængerkabel
• Y-konverteringskabel.
• CD med drivere
• Installationsvejledning
Installation
Da jeg ikke har et optisk drev i min computer, hentede jeg driverne fra producentens hjemmeside og gik i gang med installationen af disse. Efter en genstart af computeren var headsettet klar til brug og tilslutningen af dette gik uden problemer.
Jeg startede med at undersøge mulighederne for forskellige indstillinger i driverne til USB-lydkortet. Der var muligheder for at slå virtuel surround og Xear surround til og fra, og så alle de muligheder for indstillinger af lydkort, som man kan forvente. Nemt og overskueligt og helt sikkert godkendt. Ud over brug af USB-lydkortet kan man tilslutte headsettet via et 3,5mm stik til hovedtelefon og mikrofon, eller bruge et medfølgende Y konverteringskabel som kendes fra mobile headsets. Så der er alle de muligheder for tilslutning man kunne ønske sig (hvis man ser bort fra trådløs).