Overclocking
Asus har lavet programmet GPU Tweak som man kan bruge til at overclocke med inde fra Windows og det fungerer fint til at indstille clockhastighed, spænding, blæserhastighed med mere...
Andre grafikkort i STRIX serien har mulighed for at styre "Power Target", men det lader softwaren os ikke gøre med STRIX GTX 750 Ti. Det er måske fordi der intet eksternt strømstik er, så der simpelthen ikke er mere effekt at give af, hvilket måske gør at Asus ikke vil give os lov at give GPUen mere strøm. Uanset årsagen syntes jeg at det er skuffende, da jeg forventer at kunne presse kortet maksimalt når nu der står STRIX på kassen.
Masser af detaljeret information og muligheder for at overclockke. Desværre er Power Target ikke noget man kan styre.
NVIDIA benytter ligesom AMD en måde at styre clockhastighed og spænding, således at de følger chippens temperatur og effektforbrug. Ved 83 grader clocker GPUen ned. Derfor kan man i benchmarks, der belaster kortet tilstrækkeligt opnå bedre ydelse ved at skrue op for blæserens hastighed så temperaturen ikke kommer op på det kritiske niveau. NVIDIA begrænser desuden den samlede effekt som kortet kan trække og det er kun noget som grafikkortproducenterne kan ændre på til en vis grænse. Andre kort jeg har testet har været er begrænset til 110-118%, og med ASUS STRIX GTX 980 DC2 topmodellen stopper festen først ved 125%. STRIX 750Ti kortet giver os ingen kontrol, men jeg har set at kortet selv har været oppe på 116% under testen. Det ville have været interessant at se hvor meget ekstra hastighed denne 750Ti GPU kunne levere, fx ved 125% power target uden begrænsning.
Hukommelsesfrekvensen forsøgte jeg at skrue op til 6GHz men programmet lader mig kun gå til 5600MHz, hvilket kun er 200 MHz mere end standard. Det var der ingen ben i, men det er ikke imponerende... Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at kortet ville kunne gå en del højere uden problemer.
Den røde del af grafen angiver hvor meget ekstra ydelse overclocking giver, for de kort hvor jeg har OC resultater. Den højeste stabile 3DMark 2011 score for ASUS 750Ti STRIX kortet var x2059 ved 1242 MHz core (1320 MHz boost) / 5600 MHz for hukommelsen ved 1,180 volt, hvilket er pænt men det virker som om kortet er hæmmet af begrænsningen på power target og hukommelsesfrekvensen. Da kortet er overclockket i forvejen er der ikke så meget at hente, men det er et bedre resultat når man sammenligner med 750Ti reference-kortet.
Strømforsyningen er ret begrænset; da STRIX 750Ti kun får strøm fra PCI Express, må vi nøjes med 75 watt. Et 6 pins stik kan levere yderligere 75 watt og et 8 pins stik 150 watt og da jeg har set andre 750Ti kort med 6 pins stik, forstår jeg ikke hvorfor Asus ikke har givet kortet et. Måske for at appelere til HTPC segmentet?