Layout / Design
Med det facelift, der bringer kølerens modelnummer op på 5, har MSI nøjes med mindre justeringer ved Twin Frozr køleren. Designet har fået en mindre modernisering, men farvevalget med en dyb rød og sort farve er det samme.
De to blæsere, der giver køleren halvdelen af sit navn, er der naturligvis stadig. Ligesom tidligere benytter MSI sig af avancerede ”Dispersion” blæsere på 9 cm, der øger luftmængden. Heatsinken, der måler 23 x 9 cm, er opbygget på en sådan måde, at mere luft gerne skulle ramme de fire 8 mm heatpipes og dermed øge effektiviteten.
Hele kortet vejer godt 900 gram, vi kan yderligere se, at det er blandt deres topmodeller, idet MSI har monteret en bagplade, hvilket de sjældent gør. Størrelsen er mindre end mange konkurrenter, da kortet kun måler 28 x 14 x 4 cm, men det er stadig 3 cm højere end udvidelsesporten, så ejere af små kabinetter skal være opmærksomme.
Logoet på siden lyser op, når der er strøm på dyret. I det medfølgende software kan du vælge at animere det. Der kan vælges mellem blink, dobbelt blink, ”åndedræt” - altså en langsom puls eller at slukke lyset helt. I den software kan du også vælge mellem OC tilstand, Gaming tilstand og Silent tilstand, disse tilstande ændrer hovedsagligt på clockhastigheden og er du overclocker, kan dette gøres bedre manuelt.
Ligesom alle MSI’s andre gaming og entusiast kort har MicroStar benyttet sig af såkaldte ”Military Class Components”. Som anmelder er det svært at sige meget om disse, men MSI’s kort er berømte for deres kvalitet og holdbarhed, så dårlige kan komponenterne ikke være.
Tager vi et kig rundt på kortet, kan vi konstatere, at der er to SLI stik, dette giver mulighed for at sætte 4 GTX 980 kort sammen, skulle kontoen tillade dette.
Så er vi nået til spørgsmålet om støj, og på dette område er MSI meget tæt på GIGABYTEs WindForce kort, som vi tidligere har testet. Jeg har utrolig svært ved at bedømme hvilket af de to kort, der støjer mindst, og dette kommer i sidste ende nok an på hvilken slags støj, man foretrækker. Ingen af kortene er dog reelt stille under load, hvor de begge kan høres og i min optik larmer de ligesom et almindeligt GTX 970. Af denne grund bør støjallergikere nok kigge på andre muligheder.
MSI har valgt at udstyre kortet med to 8-pin PCI-E indgange. Altså er der adgang til 375 watt, hvilket er mere end rigeligt for 980TI chippen.
I fronten sidder 1 HDMI, 3 DisplayPort og 1 stk. DVI udgang. Dette giver rigeligt med muligheder, når skærmen skal sættes til, og man kan sætte 4 skærme til på en gang.