Test
Som nævnt i indledningen kommer testen af dette TV primært til at handle om, hvordan brugeroplevelsen er og det umiddelbare indtryk af billedkvaliteten. Vi har ikke mulighederne for at lave målinger, og deraf sammenlignelige tests af andre TV, og testen er derfor lavet baseret på mine indtryk af dette TV, sammenlignet med det nyere FullHD Samsung TV jeg normalt bruger (model UE55F6506SB). Jeg har haft mulighed for at benytte Tv’et som mit alm. stue TV i en lille mdr., og det er derfor blevet grundigt testet i normalt hverdagsbrug til TV, BluRay, streaming og gaming via både Xbox360, PlayStation 4, og sidst men ikke mindst PC.
Selve opsætningen af Tv’et var hurtigt og let overstået igennem en række menuer, hvor jeg skulle angive hvilken TV leverandør jeg havde (YouSee), let opsætning af internet adgang og en automatisk søgning efter kanaler. Det hele tog omkring ti minutter, og så var jeg klar til at gå i gang med at bruge Tv’et.
Lad mig starte med at komme ind på det, som mange af jer sikkert tænker mest over når det er et UHD (4K) TV der er til test. Hvordan er billedkvaliteten? Her kan jeg sige, at billedkvaliteten er fantastisk. Samsung leverer et lækkert klart og roligt billede, der ikke behøvede ret meget indstilling ud af boksen. Samsungs teknik til opskalering af alm. SD eller HD indhold til UHD, fungerer super godt uden at billedet lider for meget under, at skulle have fire eller mere gange så mange pixels som kildematerialet. Resultatet er naturligvis i en vis grad afhængigt af kildematerialet, og der er naturligvis en forskel at se fra en TV kanal, der går fra alm. HD til UHD, og så en kanal der går fra SD til UHD. Der er begrænsninger på tingene trods alt, men alt taget i betragtning er resultatet et super lækkert billede selv med materiale, der ikke er født til UHD.
Det har naturligvis ikke været det letteste i verden at teste UHD delen af Tv’et, da det ikke ligefrem flyder med indhold i UHD. Som det ser ud nu er 4K BluRay lige på trapperne, men ikke tilgængelige endnu og vi er derfor begrænset til 4K materiale via Streaming fra fx Netflix eller YouTube. Materiale via streaming er dog lidt handicappet af, at skulle igennem en del komprimering for at kunne leveres via nettet, og det kan have en indflydelse på kvaliteten alt efter, hvor godt dette gøres. Det er jo værd at have med i sine tanker, at det ikke udelukkende er antallet af pixels på skærmen, der er afgørende for hvor godt vi har indtryk af kvaliteten er. En ukomprimeret full HD (1920x1080) kilde kan sagtens fremstå væsentligt bedre, end et UHD (3840x2160) kilde, der er udsat for høj eller dårlig komprimering. Det er en længere og mere kompliceret omgang end jeg vil bruge til på her, men de interesserede kan kigge her, hvor der gives en god gennemgang af nogen af tingene, der kan spille ind.
Min oplevelse med 4K UHD materiale foregik via Netflix, som pt. er en af de eneste muligheder for materiale i den opløsning. Med det dyre Netflix abonnement får man adgang til en række af deres serier i den nye forbedrede kvalitet, og jeg vil med det samme sige, at man kan se en betydelig forskel i kvaliteten. Jeg havde det indtryk allerede fra starten, da jeg startede House of Cards op. For at kontrollere tingene stillede jeg mit alm. TV op ved siden af det nye, og kørte det samme afsnit af serien og her blev det bare slået endnu mere fast, hvor betydelig en forskel der er imellem de to formater. Fra min normale afstand til Tv’et, have jeg et væsentligt skarpere billede når jeg sammenlignede med den alm. HD udgave og gik jeg tættere på skærmen, blev dette kun endnu tydeligere.
Af ren nysgerrighed valgte jeg også at finde et afsnit af Homeland frem, som ikke er en af de serier som Netflix sender i UHD. Med opskaleringsprocessen gav det også til sammenligning, et noget bedre billede selv om det aldrig om kom i nærheden af samme detaljegrad, som jeg så med House of Cards.
Når alt dette er sagt, så var det naturligvis ikke et rent fyrværkeri af Ultra High Definition, for nok er billedet noget bedre fra Netflix med UHD, men det led stadig under at være udsat for en del komprimering for at kunne leveres. Til sammenligning synes jeg at jeg får et meget bedre billede på Tv’et, når jeg satte en BluRay film til. Her er input signalet ”kun” alm. HD men udsat for væsentligt mindre komprimering og det ses tydeligt. Den virkeligt store gevinst kommer nok ikke før 4K BluRay kommer på markedet, og vi kan begynde at se formatet i en hardcopy udgave, der ikke skal klemmes igennem internettet på sin vej til skærmen.
Selv om billedet var dejligt skarpt, og Netflix i UHD var en lækker oplevelse, så synes jeg dog at det største skridt frem, i forhold til mit normale TV, som trods alt ikke er en oldsag, var den normale brug af Tv’et. Styresystemet på Tv’et er drevet af Tizen, som er et styresystem baseret på Linux. Ud over at kunne findes i dit SmartTV, som her bruges det også på tværs af mange andre ting, som fx BluRay afspillere, smartwatches og endda køleskabe eller robotstøvsugere. I dette TV er motoren der driver værket en quadcore CPU, og det sammen med Tizen, giver en god oplevelse af interfacet. Det er hurtigt og let at skifte imellem de forskellige apps og funktioner på Tv’et, og der er et betydeligt boost at mærke i forhold til hastigheden på mit tidligere TV, og mange andre vil sikkert opleve det samme. De forskellige menuer til betjening af TV funktioner kommer hurtigt op, som et overlay over det man er i gang med at se, og herfra er det muligt at bladre rundt efter en anden kanal, se info om programmet eller ændre indstillinger, uden at skulle helt væk fra det man er ved at se. Ønsker man at ændre i indstillingerne for billedet kan man med det samme på skærmen se ændringerne i billedet før man indstiller tingene.
Samsungs SmartTV funktioner har deres egen dedikerede knap på fjernbetjeningen, der hiver en menu frem nederst i billedet, hvor man finder de funktioner og apps man bruger oftest, eller kan tilpasses som man ønsker. Herfra er det let at hoppe frem og tilbage imellem fx TV, YouTube eller Netflix. Tv’et husker hvor man var, så hvis du hopper fra et afsnit af Daredevil på Netflix over for at se TV, så starter dit afsnit af Daredevil op, hvor du forlod det når du kommer retur til Netflix appen, hvilket er utroligt lækkert og det understreger, hvor godt multitasking funktionen virker her.
Er det ikke nok for dig at springe frem og tilbage imellem tingene, er det også muligt at dele skærmen imellem to forskellige input. Så du kan have to TV kanaler kørende eller du kan have Netflix på den ene side og TV på den anden. Det er dog kun muligt at have lyden fra den ene ting af gangen, men det kan let vælges ved at markere det pågældende billede. Mulighederne er mange her, og det er fx muligt at dele skærmen så du selv kan følge med i VM på den ene side, mens konen kan se Medical Night på den anden, eller du kan se nyhederne, mens ungerne spiller PlayStation.
Udvalget af apps via SmartTV er ret stort, men jeg må indrømme, at langt de fleste er af begrænset kvalitet eller brugbarhed. Det bærer det også tydeligt præg af, når stort set alle apps i gruppen for mest populære, er apps til forskellige streaming tjenester. Her er Samsung dog også meget godt med i understøttede tjenester, da vi finder HBO Nordic, Netflix, C More Viaplay, SF Anytime, YouTube og Plex understøttelse til lokal medieserver understørrelse. Der er altså bred mulighed for at benytte sig af de mest populære tjenester på den front herhjemme.
Der er et bredt udvalg af spil og andre apps til bl.a. vejrudsigter, børsoplysninger, yogaundervisning og et hav af andre mere eller mindre specielle ting, men jeg tror at tiden er løbet fra den slags ting som noget man bruger på et TV. Der er langt bedre og lettere muligheder for de samme apps med smartphones og tablets. Sociale medier som Facebook og Twitter er naturligvis også at finde, men igen er betjeningen af dem bare ikke det værd, når man som regel altid har sin telefon med samme muligheder lige ved hånden. Mange af tingene føles med som om de er koblet på, for at kunne retfærdiggøre betegnelsen SmartTV.
De funktioner jeg brugte mest ud over normalt TV var helt klart streaming tjenester, og her klarer Samsung det rigtigt godt. Har også indtryk af fra tilkendegivelser fra venner og familie, at det er noget af det samme der er gældende for dem. I sidste ende er det nok meget individuelt, hvilke krav man har til et moderne TV ud over at kunne se normalt TV, men jeg kender personligt flere og flere der går bort fra traditionelt TV, og mere og mere over til streaming, og her er der ikke en finger at sætte på Samsungs levering. Mange af de andre apps der følger med, har været sjove nok at sidde og rode med et par timer, men er ikke blevet rørt siden, da ingen af dem jeg var igennem leverede noget, som ikke allerede fandtes i bedre og lettere tilgængelige udgaver på min telefon eller tablet.
Jeg vil kort berøre lyden på Tv’et også. I mit normale setup herhjemme kører jeg lyden over min Surround forstærker, men jeg har naturligvis også testet de indbyggede højtalere, og må sige at jeg var positivt overrasket. Efterhånden som TV er blevet tyndere og tyndere er der i samme omgang også blevet meget mindre plads til højtalere, hvilket tit kan give nogen skuffende oplevelser, specielt hvis man også bruger sit TV til film og spil. Jeg synes dog at Samsung har klaret det godt, og leverer nogle højtalere, der har en god bund. Naturligvis får de svært ved at følge med når man skruer højt op for lyden, og specielt bassen lider i den ende, hvilket er mest tydeligt i action film og lign., hvor der er smæk på lyden.
Ønsker man at supplerer de indbyggede højtalere, er det heldigvis let og smertefrit at tilkoble Tv’et til en ekstern forstærker eller surround system. Jeg skulle lige indstille en smule med lydforsinkelsen på den digitale udgang, men derefter fungerede det problemfrit. Samsung leverer selv flere løsninger til ekstern lyd med fx en soundbar som kan koblet trådløst på Tv’et, hvis man ikke allerede har et lydsystem.
En ting som jeg personligt benytter mig meget af, er samspillet imellem mit TV og andre enheder i hjemmet. Det er muligheden for fx at finde en YouTube video frem på telefonen, og hurtigt og let at kaste den over på den store skærm, så alle i stuen kan være med eller streame film og musik fra computeren herhjemme. En del af dette er i høj grad afhængig af hvilken app man bruger til tingene, både på Tv’et men også på den anden enhed. Ikke alle er lavet lige godt, så der kan være store variationer i hvor godt tingene fungerer. Jeg bruger selv en del tid på YouTube, hvor jeg følger flere kanaler med tech og gaming indhold. Her er det lækkert, at kunne se de nyeste opdateringer på de kanaler jeg følger, med benene oppe i sofaen. Samspillet imellem YouTube appen på min iPhone og Tv’et fungerer super lækkert, og det var muligt at smide indholdet direkte fra telefonen over på Tv’et, med minimal forsinkelse samtidigt med, at jeg kunne styre afspilningen fra telefonen og tilføje flere videoer til TV køen.
Samsung har også lavet deres egen SmartView app til telefon og tablet, som giver mulighed for at streame billeder, video og musik fra sine enheder til Tv’et. Det er dog en app som kommer noget til kort, og som fungerer bedst til at se billeder med. Både musik og video streaming er meget ustabil og for langsom til at være nyttig til ret meget.
Jeg satte også tingene op, så jeg kunne streame, billeder, musik og video direkte via netværket hjemme fra min computer i kontoret, hvilket er understøttet via mediestreaming i Windows. Det var dog desværre heller ikke en helt god oplevelse. Dels er det interface man skal igennem på Tv’et ikke specielt godt, og bygget op i en masse lag, hvor man skal klikke sig ned igennem, for at komme frem til det man gerne vil se. Af en eller anden grund ville Tv’et kun finde indhold der var placeret i mappen med billeder på computeren. På trods af at både musik og video mapperne også var delt, så dukkede intet af indholdet her op. Blev det flyttet til mappen med billeder dukkede det op, og blev også kategoriseret under video og musik indhold. Jeg støtte ikke på nogen formater som Tv’et ikke ville afspille på denne måde hvilket var rart at se. Fx har mit gamle TV en ret begrænset understøttelse af forskellige video formater, så det er rart at se det er blevet bedre. Så mangler Samsung bare at give brugerfalden en overhaling, så den bliver mere brugervenlig og overskuelig.
Efter forsøget med Tv’ets indbyggede mediestreamingsfunktion, forsøgte jeg at se om Plex appen på Tv’et, var bedre til at hive indholdet fra computeren ind på Tv’et, og her var oplevelsen noget bedre. Brugerfladen er væsentligt mere intuitiv og let at navigere i, sammenlignet med standartløsningen fra Samsung. Så ønsker man at benytte Tv’et til streaming af medie fra netværket i hjemmet, er det bestemt en ide at hente Plex appen, da den løser opgaven væsentligt bedre end Samsung selv gør. Det kræver naturligvis noget mere opsætning, men tiden er godt givet ud, hvis man ønsker at streame medier via en server hjemme.
En let løsning på at få billeder, musik og video op på Tv’et, var ved at smide et USB stick til og afspille derfra. Den dukker let op på skærmen, og man kan browse rundt i det indhold, der ligger der og så med et klik starte afspilningen. Brugerfalden er dog igen den let kluntede, som hvis man ville tilgå tingene på en computer. Det fungerede dog let og er en hurtig måde at få indhold på skærmen, og den afspillede alle de formater jeg smed efter den med både MKV, Mp4, avi og mov filer i blandingen. Med One Connect Mini boksen er det kun endnu lettere at smide en USB stick til, og komme hurtigt i gang uden at være afhængigt af stabilt Wi-Fi eller netværk.
Hurtigt at sætte et USB stick til Tv’et er naturligvis en løsning, som mange vil benytte sig af, men det er synd, at der ikke er fundet en bedre og mere stabil løsning, som standart på mediestreaming i hjemme end jeg har set med Tv’et her. Hverken streaming via Tv’et eller Samsungs app til telefon eller tablet fungerede ret godt, og det er synd og en mangel for i hvert fald en mediebruger som mig selv. Specielt når jeg ved det kan lade sig gøre relativt smertefrit via fx Apple TV, som jeg normalt bruger til den slags herhjemme. Givet er der gode muligheder, via fx Plex, men det kræver at man har lidt knowhow, og sætter en server op på computeren, og det vil nok afholde nogen fra at benytte muligheden. Det skal dog nok ses i lyset af, at mere og mere af vores indhold streames direkte fra nettet, og det er her udviklingstiden og pengene sendes hen. Både Netflix og YouTube funktionerne virkede upåklageligt og leverede hurtig og stabil underholdning med få klik. Jeg var ikke igennem de øvrige streamingtjenester, da jeg ikke har abonnement hos dem, men hvis deres funktionalitet og stabilitet ligger sig op af fx Netflix, så er der gode muligheder for masser indhold den vej rundt.
En anden ting, der sikkert vil være vigtigt for en del, er hvordan Tv’et klarer den til gaming, og her testede jeg med både en Xbox 360, PlayStation 4 og PC. Der var naturligvis ingen problemer med nogen af konsollerne, da de som udgangspunkt er født til at passe sammen med et TV. Der er i indstillingerne en game indstilling, der tuner Tv’et specifikt til spil og skulle være med til at reducerer input lag. Jeg oplevede ingen problemer med hverken Xbox eller PlayStation, og også i spil gør Tv’et et fantastisk arbejde med at opskalere til UHD. Det var en fantastisk oplevelse at spille The Last of Us Remastered i en opskaleret udgave, og det var trist at se Tv’et rejse videre efter testen.
Det blev lidt mere besværligt, da jeg skiftede over til PC. Selve tilslutningen var ikke noget problem via HDMI og både TV og PC klarede den alm. desktop oplevelse super godt. Da jeg begyndte at afprøve spil blev jeg dog lidt skuffet, da jeg indledningsvis ikke kunne klemme mere end 30FPS/Hz ud af skærmen selv med game mode aktiveret, hvilket burde understøtte 60Hz. Jeg forsøgte med både, Trine 2, Witcher 3, Batman Arkham Origins og et hav af forskellige indstillinger, uden at kunne klemme den over de 30 Hz. Spillene så fantastiske ud i 4K og spiloplevelsen fungerede også fint i et spil som Trine 2, men når man som mig er PC gamer så var de 30 FPS, jeg kunne spille med i de øvrige spil, ikke en tilfredsstillende oplevelse. Det ændrede sig dog, da jeg startede Tomb Raider op, som pludseligt indfriede mine forventninger og leverede dejlige 60FPS/Hz uden nogen problemer overhovedet. Det var lækkert at se at Tv’et altså godt kunne, men det gjorde det ikke mindre frustrerende, at jeg ikke kunne få de andre spil til det samme. Hverken timer på diverse forums på nettet eller input fra kyndige i Hi-fi og TV kunne løse problemet for mig, og jeg måtte til sidst opgive. En løsning på problemet et at gå ned til at spille i 1080p, hvor der ikke skulle være nogen problemer med at få stabile 60Hz. Så ryger en af de gode ting ved at investerer i et UHD TV bare hurtigt ud af vinduet, hvis gaming er et must.
En anden vigtig feature på dette TV er naturligvis også kurven, hvilket må siges at være et af de helt store salgspunkter fra Samsungs side. Ideen er, at den buede skærm skal fungerer omsluttende, og give seeren en bedre følelse af indlevelse, som vi fx kender det fra IMAX biografer eller lign.. Samtidigt skulle buen være med til dels at få skærmen til at virke større, og reducere evt. refleksioner.
Her vil jeg med det samme prikke hul på marketingsballonen, og sige at jeg ikke oplevede nogen af disse ting under min brug af Tv’et. Fra en normal afstand til Tv’et gør kurven ingenting i forhold til et normalt TV, og man glemmer hurtigt den er der. Om der er nogle små ubevidste forbedringer, i forhold til følelsen af størrelse og betragtningsvinkel er svært at sige, men både mit indtryk, og fra alle de folk jeg har haft forbi til at dele oplevelsen, var den samme, at man så snart man gik i gang med en film eller lign. glemte alt om at der var en bue på skærmen. Jeg oplevede dog, at have en lille fornemmelse af buen, hvis jeg satte mig helt tæt på Tv’et fx i forbindelse med spil, men det var i en afstand som var væsentligt tættere på, end jeg normalt vil sidde når jeg ser film eller TV.
I forhold til refleksionerne på skærmen så kan der godt være lidt om, at de måske er med til at reducere dem lidt. Buen betød dog, at de refleksioner der så var, faktisk blev mere forstyrrende. Pga. kurven strækkes refleksioner på tværs af skærmen og fylder mere. Det var fx meget tydeligt, hvis der var et lys eller lign. der blev reflekteret. Samtidigt var kurven også med til at skabe noget, der bedst kan beskrives som en bølge effekt på refleksionen, hvilket betød at den ændrede sig en lille smule, hvis man rykkede sig i forhold til billedet, hvilket gjorde den mere forstyrrende.
Ideen med buen er i og for sig god nok, men på et TV i den her størrelse har det simpelthen ingen praktisk effekt på oplevelsen, og ender med udelukkende at være en kosmetisk ting ved selve Tv’ets design, og ikke oplevelsen når man bruger det. Jeg ville helt klart personligt vælge Tv’et i den billigere flade udgave, hvis jeg skulle ud og købe.
Jeg synes, at den inkluderede Smart Remote fortjener et par ord med på vejen også. Som allerede nævnt er den lavet i et let buet design, der får den til at stå rigtigt godt til Tv’et. Den er radiostyret, hvilket vil sige at den fungerer selv uden at skulle have en direkte linje til Tv’et, som en normal infrarød fjernbetjening. En rigtig lækker detalje ved denne fjernbetjening er, at den kan fungerer som pegepind på skærmen, og dermed gøre det lettere at navigerer rundt på skærmen. Aktiverer man den funktion, kommer der automatisk en cursor og et par mindre menuer op i siden af skærmen, og herfra kan man nemt og hurtigt klikke sig videre til mange forskellige funktioner og indstillinger. Det er en lækker mulighed og er ofte hurtigere og lettere, end at skulle klikke sig igennem menuerne på normal vis. Af hvad jeg forestiller mig er designhensyn, er der dog ikke så mange knapper på Smart Remoten, som på den alm. fjernbetjening og ind i mellem løber man ind i nogle ting, som man mangler eller er mere besværlige end på den alm. fjernbetjening, og så er det lidt irriterende at skulle skifte. Det er dog et minimalt problem når først Tv’et er indstillet, og man har tingene hvor man vil og det er normal hverdagsbrug.
Endnu en lækker detalje er, at det er muligt på en meget let måde at kode Smart Remoten så den kan bruges sammen med andre enheder end Tv’et. Fx har jeg i mit hjemme setup lyden via en surround forstærker, og måtte derfor til at begynde med skrue op og ned for lyden med en anden fjernbetjening. Det var dog muligt let via Tv’ets menuer, at kode Smart Remoten til at betjene min forstærker også. Der findes en lang liste af producenter og produkter, som allerede findes i systemet og det var så simpelt som at finde producent og så model på listen, og herefter fungerede det uden problemer. Det samme kan gøres med fx BluRay eller DVD afspillere, kabelbokse eller lign., så det er muligt at begrænse antallet af fjernebetjeninger man har brug for i dagligdagen. Super lækker detalje fra Samsung!
Indbygget i Smart Remoten er også en lille mikrofon, som gør det muligt at bruge stemmestyring til Tv’et. Min erfaring var dog, at det mest fungerede som et gimmick, da det altid var både lettere og hurtigere bare at bruge fjernbetjeningen på normal vis, end det var at få Tv’et til at fange, hvad du vil have det til via stemmestyring.
Hvis det ikke er nok for dig at betjene dit TV med de medfølgende fjernbetjeninger, er der mulighed for at tilslutte mus og keyboard via enten USB eller Bluetooth. Det kan i nogen sammenhænge lette navigationen en smule, og kan med visse apps eller funktioner være en god hjælp. Der er dog stor forskel på, om og hvor meget understøttelse der er i det forskellige app og lign. Fx virkede mit tilsluttede trådløse Logitech K400 tastatur med trackpad fint når jeg satte den lille trådløse dongle i One Connect boksen. I YouTube appen var der dog kun understøttelse til brug af mus/trackpad, og ikke at tastaturet til fx søgning og lign. hvilket havde givet god mening. Omvendt var der understøttelse af tastaturet i Netflix appen til søgninger, men af en eller anden grund kan man kun slette med fjernbetjeningen, da backspace knappen ikke virkede. Så der er muligheder, men det er langt fra perfekt og varierer meget fra funktion til funktion.
På næste side samler jeg tankerne i en konklusion.