Layout / Design
Vi har tidligere kigget på Twin Frozr VI køleren adskillige gange. Har du læst vores tidligere gennemgange, er der ikke meget nyt her, også selvom denne version af Twin Frozr VI køleren er den største.
Køleren er stadig konstrueret i sort og rød plastik, et farvevalg jeg ofte har hørt klager om når MSI produkter anbefales i fora. Hele kortet måler 29 cm i længden og 14 cm i højden, altså kræves der et kabinet med plads til høje grafikkort, den store heatsink på denne model betyder også, at kortet fylder 3 slots. Husk også at PCI-E strømstikket rager yderligere 1 cm ud i højden. Når vi nu er igang med at remse tal op, kan vi også tage vægten, som når 1260 gram.
Blæserne er stadig af MSI’s dispersion design, hvor der skiftes mellem vinger der generer højt airflow og højt statisk tryk, sammen med dobbelte kuglelejer bør støjen være så lav som muligt. MSI kalder hele molevitten for TORX 2.0 og har patent på systemet. Når chippen er under ~50 grader slukker blæserne fuldstændigt, dette sker reelt kun i idle men funktionen er altid velkommen og sparer på strømmen.
Kortet er naturligvis udstyret med en bagplade, der hjælper lidt med kølerens vægt. Pladen er prydet med det traditionelle drage design, som MSI altid bruger.
Her ses den mindre version af køleren monteret i et kabinet, RGB lyset er dog det samme.
Som det er populært lige nu, skal alt lyse op og gerne med RGB LED’s. Ligesom tidligere versioner af Twin Frozr køleren, lyser MSI logoet op, gennem software kan farven på denne justeres som man lyster, eller slukkes helt. Riller omkring den bagerste blæser lyser også op dog altid i rød, er man ikke til et lysshow som dette, kan dioderne slukkes helt gennem software. Man kan yderligere vælge at animere dioderne i enten breathing, flashing, double flashing eller random.
MSI har valgt at bruge to 8-pin PCI-E strømstik. Det betyder at kortet har adgang til 375 watt totalt, og der anbefales da også minimum en 650 watt strømforsyning.
Afsluttende tager vi et kig på udgangene, og her er der frit valg på alle hylder. Kortet har to DisplayPort 1.4, to HDMI 2.0b og et enkelt Dual-Link DVI-D stik.