Kabinetter d. 30. juli. 2021, skrevet af Renissen2 0 Kommentarer. Vist: 4608 gange.
Sådan tager Zalman Z9 Iceberg sig ud fra venstre side hvor også den 4mm tykke glasside befinder sig. Glassiden er let tonet så tingene indenfor bliver dæmpet lidt ned. Beklager lakrids æsken men jeg var nødt til at have noget at fokusere på med kameraet.
Her er glassiden fjernet og det gøres ved at skyde den lidt tilbage og derefter løfte den af. PSU'en har sin egen afdeling forneden i kabinettet. Zalman's logo sidder beskedent i højre side af PSU overdækningen.
I venstre side ses en 140mm Zalman blæser som max. kører 800 omdrejninger i minuttet. Den har 45 CFM i airflow og støjen fra den er kun max. 20dB.
I den højre side sidder der en 140mm blæser mere med samme specs som den forrige. Man kan her se at det er muligt at installere en 360mm radiator i fronten. Hele vejen ned langs slidsen som man vil trække sine kabler ud af, er der monteret en kabelskjuler som slutter af med en holder.
Den omtalte holder er en gummibelagt sag som kan justeres op og ned ved hjælp af et par skruer i kabelskjuleren. Den kan også dreje til siderne.
Fra bagsiden af kabinettet er der et relativt konservativt udtryk og fra oven er det først det store hul til I/O bagpladen på et bundkort. I højre side ses udblæsningen fra 140mm blæseren. På midtens ses 7 PCI afdækningsplader, det er lig med at der er 7 PCI pladser. Hvis man tilkøber et PCI riser kabel kan man også bruge de 3 PCI pladser som sidder helt til højre i kabinettet, så kan man montere sit grafikkort vertikalt. Nederst ses det store hul til en PSU og her er der en flange som er skruet fast til kabinettet med fire fingerskruer. Den tager man af og monterer på PSU'en med skruer og derefter kan man montere PSU'en fra bagsiden.
Højre side af kabinettet er ret uinteressant det er blot en sort sideplade som afmonteres med 2 fingerskruer. Grunden til at jeg flittigt bruger ordet fingerskruer er fordi disse skruer på dette kabinet virkelig er fingerskruer der er lette at skrue ind og ud. på mange billigere kabinetter er disse ofte malet fast og skal først motioneres med en skruetrækker så derfor er jeg meget glad for Zalman's løsning.
Her er det højresiden uden stålpladen monteret. Alle ledningerne er fint arrangeret i 3 velcrostrips som fint holder den på plads. De er arrangeret på et print i overkanten af kabinettet. På midten ses et stort hul til en eventuel pumpe bagplade. Under dette ses en stor metalplade som man kan montere diverse SSD'er eller 2,5" harddiske på. kabinettet er nittet sammen i hjørnerne med 2 nitter på den lange led. Det virker nu meget stabilt.
Her ses PSU pladsen som har et par gummi dupper som den kan hvile på. Endvidere er der huller i pladen nedad så PSU'en kan få frisk luft fra neden.
Kabinettet har plads til 2 3,5" harddiske som maximum og der kan monteres 2 stk. i holderne. Holderne sidder i et bur som kan justeres frem og tilbage i kabinettet.
Her ses holderne, de er af plastik og det er den model som kan åbnes og lukkes omkring harddisken.
På toppen finder man en masse stik og knapper i højre side.
Under det magnetiske topfilter finder man plads til en 360 mm radiator eller blæsere.
Betjenings panelet på siden af toppen består af fra venstre en start knap, 2 stk. USB 3.0, 2 stk. USB 2.0 stik, de 2 audiostik, en reset knap, en LED knap som kan bruges til at tænde og slukke for eventuelle RGB LED blæsere, hvis man monterer sådan nogle og endelig et USB 3.1 Gen2 USB-C stik.
i bunden finder man ikke meget, det er dog hernede man kan justere på harddiskburets position i forhold til PSU'en. Der er en hel del huller man kan vælge mellem for at få den bedste placering. Der er 2 skruer der holder hddholderen på plads.
Kabinettet har et filter hernede i bunden til PSU'ens indtag. Her er det trukket delvis ud med det håndtag som det har.
Kabinettets støttepunkter er ret store og belagt med et lag gummi. De er fremstillet i plastik og skruet på kabinettet.
Så nåede vi hele vejen rundt og her ses plastikfronten som har 6 facet flader som er trekantede og de 2 af dem i frontens sider er faktisk kabinettets luftindtag gennem et meshgitter med mange huller. Fronten sidder fast med mange runde plast kliklåse.
På næste side smider jeg noget hardware i kabinettet.
Anmeld
Information