Introduktion
QNAP producerer netværks lager- og overvågningsenheder. Selskabet har hovedsæde i Taiwan, men er for nyligt begyndt at sælge deres produkter i Danmark. Vi har tidligere haft en TS-201 model til test her på Hardware-TEST. I dag drejer det sig dog om en senere udgivelse, nemlig TS-209 PRO Turbo Station.
QNAP TS-209 PRO Turbo Station er en multimedie server der tilbyder et væld af funktioner til brug for både hjemmebrugeren og det lille kontor. Et hurtigt udpluk at tjenester som TS-209 tilbyder, er fildeling, web-server, FTP, printer-deling, backup, media-server og meget mere. TS-209 er baseret på en Linux kerne, en 512MHz SoC processor og 128MB RAM. Den har plads til to harddiske og giver mulighed for forskellige typer af RAID.
Udbudet af funktioner ligner umiddelbart dem vi finder i TS-201. Hardware-specifikationerne er dog blevet pumpet op siden da, hvilket forhåbentlig skal give udkast i en bedre performance. Dermed skal det ikke være sagt at TS-201 ydede dårligt, tværtimod mener jeg at den ydede ganske godt. Men ingen forbruger vil brokke sig over yderligere ydelsesforbedringer på noget produkt. Den model vi har fat i er en PRO udgave der indeholder lidt flere funktioner målrettet imod erhvervslivet. TS-201 kan ikke fås i en PRO udgave.
Jeg vil prøve at sammenligne ydelsen på TS-209 med forgængeren samt tage et kig på de funktioner som der ikke var til stede på TS-201 modellen. De funktioner som er identiske med TS-201 vil jeg kun berøre overfladisk.