Introduktion
ASUS er et af de mest veletablerede navne inden for PC-hardware. Firmaet producerer bundkort, grafikkort, netkort og routere, bærbare PC'er og en lang række perifere enheder. Fælles for hele porteføljen er et gennemgående højt kvalitetsniveau, der har cementeret ASUS' position som en af de ledende kræfter i PC verdenen. Her på kanten til lanceringen af Intels nye Core i7 arkitektur har man gjort en sidste kraftanstregelse for at lave et super deluxe toppen-af-poppen bundkort til Core 2, der skal indeholde alt hvad ASUS kan stoppe ind af innovative ideer og kræs for kendere.
Resultatet er et Intel X48 baseret bundkort der lyder navnet Rampage Extreme. Kendere af ASUS modeller vil straks vide at Extreme modeller understøtter DDR3 ram, til forskel fra Rampage Formula der er DDR2-baseret. Men det er ikke den eneste forskel. Rampage Extreme går et skridt videre i kampen om overclockernes gunst, og du kan nu ændre vigtige parametre i BIOS direkte på bundkortet, mens systemet kører. Det er altså ikke længere nødvendigt med en genstart af maskinen for at stille Vcore, Vdimm og alle de andre. Det vender jeg naturligvis tilbage til under selve testen. Vi tager først et kig på X48 chipsettet, og så skal vi se hvad der ligger af gode sager i den store kasse.