Introduktion
”InnoVISION Multimedia Limited” er navnet, selvom du nok kender dem bedre som ”Inno3D”. Firmaet blev etableret i 1990 i Kina, men flyttede i 1998 produktionen til Hong Kong, hvorfra de siden har gjort deres bedste for at føre deres strategi ud i livet: At levere den ultimative multimedieoplevelse, til både alm. pc-brugere og professionelle, og så billigt som muligt. De er ligeledes blevet kendte for deres iChill serie der dækker over kort der er overclockede, har en god køler (som regel Zalman eller Arctic Cooling) og har 3 års garanti.
Kortet vi skal se på i dag kommer fra Inno3D's standard serie, og i god overensstemmelse med intro teksten for oven, ligger kortet som et af de billigste 480'ere på edbpriser.dk. 480'eren har i et pænt stykke tid været nVidias topkort, mens AMD rent ydelsesmæssigt længe har haft trumfen med deres HD 5970. Vi ser nærmere på hvad der ligger under hjelmen på GTX 480 på den næste side.