Design
Inden man overhovedet tænker på at gribe til skruetrækkeren og splitte bilen ad, bør man tænke længe over hvad det helt præcist er man ønsker at systemet skal kunne. Min første specificerede liste ser således ud.
1. MP3 afspiller der kan indeholde hele min MP3 samling på ca. 40GB
2. GPS Navigation
3. Trådløst netværk min. 54Mbit
4. Radio. Enten eksisterende eller via USB
5. Bluetooth-integration med min mobiltelefon / mutefunktion / håndfri
Dertil kommer nogle designmæssige krav til systemet.
6. Det skal være muligt at fjerne både PC og skærm fra bilen, både af hensyn til tyverisikring, men også fordi jeg tit er på længevarende kurser langt fra hjemmet, og det vil være smart at kunne have et lille trådløst setup med på hotelværelset så man kan tjekke mail osv.
7. Det må ikke fylde ret meget. Systemet skal i første omgang bygges ind i en Citroën Saxo, så det skal være ultra-kompakt da designet af bilen ikke levner plads til ret mange narrestreger.
8. Jeg vil helst bevare den eksisterende autoradio i bilen da den fungerer glimrende som radiomodtager og forstærker, og man således heller ikke skal undvære musik i bilen hvis man bare skal en tur til bageren. Den har et AUX-input til alternative lydkilder bagpå. Så noget a lá det her var tanken.
Så slipper jeg samtidig for at skulle installere en 5-kanals forstærker i Saxo'en, hvor der ikke er meget plads til narrestreger i forvejen. Det vil dog kræve at radioen kan sænkes 4-5cm længere ind i instrumentbordet end den er nu, og jeg har på nuværende tidspunkt ikke udtænkt hvordan jeg får displayet til at vippe. Det er også vigtigt at det færdige resultat ser ordenligt ud, så jeg skal lære at arbejde med enten glasfiber eller noget der ligner for at få installationen til at se proff ud. Det er jo trods alt mig der skal forklare fruen hvorfor instrumentbordet i bilen er skåret i strimler og hvorfor der hænger en afisoleret ledning og dingler frit. Erfaring fra projekter rundt omkring i huset viser at WAF faktoren er meget vigtig....ahem :-)
Nummer to mulighed er naturligvis at modde igennem. Flå instrumentboardet i stumper og fastmontere skærmen, og lade en flerkanalsforstærker klare lyden.
Her er første udkast. Jeg har købt en ekstra midterkonsol ved en hugger for 200kr. Så kan jeg altid genskabe bilens oprindelige udseende hvis projektet går op i hat og briller. Jeg har skåret sektionen med knapper ud, og flyttet et stykke med plads til tre ned hvor askebægeret oprindeligt sad. Nej, jeg ryger ikke ! Skærmen er sat op i et stykke alu for at give en fornemmelse af pladsen, og om projektets designideer er gennemførlige.
Endelig ville det være rart hvis hele installationen kunne flyttes til familiens Citroën Berlingo til ferietiden. Her skal der være mulighed for at afspille video for ungerne på bagsædet, samtidig med at navigationen viser vej til hotellet ved Ebeltoft. Måske er det at gabe over for meget på en gang, og måske ender det med at jeg bygger en PC ind i begge biler fordi det andet er for bøvlet. Men som udgangspunkt er det ikke tanken. Alene prisen for en LCD touchskærm er nok til at aflive den ide.