Test: Zepto Nox A14

Bærbare d.  13. januar. 2009, skrevet af Pizzadude 2 Kommentarer.  Vist: 19759 gange.

Korrekturlæser: 
Billed behandling: 
Oversættelse: 

Pristjek på http://www.pricerunner.dk 
Produkt udlånt af: Zepto
DK distributør: Zepto

Design

 

Hvis jeg skulle beskrive designet på Nox med to ord, ville det være diskret og stilrent. Man har simpelthen taget alt hvad der hedder genvejstaster og smidt dem væk, eller placeret knappen på en af siderne, som det er tilfældet med volumenknappen. Rundt om tastaturet er der således kun en tænd og sluk knap, samt musetasterne under touchpadden. Det er blandt andet det faktum der gør, at Nox fremstår fuldstændig stilren. Nox A14 er faktisk en tro kopi af Nox A15, bare med lidt mindre dimensioner. Forskellen på de to er ud over størrelsen, at højtalerne på Nox A14 er blevet lidt smallere.

   

Stilen er holdt fuldstændig i sort, og det er kun det oplyste Zepto logo samt et par lysdioder, som giver lidt modspil til det sorte. Nox har en blød overflade, som yderligere underbygger følelsen af, at der virkelig er lagt arbejde i designet.

Kvalitetsmæssigt føles Nox rigtig godt, kabinettet giver kun ganske lidt efter ved belastning. Ifølge Zepto er kabinettet forstærket med aluminium, og det kan undre lidt, at man ikke har valgt at bruge titanium eller magnesium, som man ellers plejer at se det i bærbare med forstærket kabinet. Måske er det for at holde udgifterne nede, men lige meget hvad så virker det til at fungere, kabinettet virker nemlig godt og robust.

Tastaturlayouts er ikke noget som plejer at ændre sig. Tasterne plejer at være hvor de altid har været, og det plejer mere eller mindre kun at være størrelsen af tasterne der ændrer sig lidt fra tastatur til tastatur. Denne gang er der imidlertid blevet byttet om på Ctrl- og Fn-tasten. Det var også på tide! At placeringen af de to taster konsekvent har været omvendt på alle de Zepto bærbare jeg har testet, har hver gang irriteret mig. Det har Zepto så rettet op på nu, hvilket er rigtig dejligt at se.

Som sagt er der ikke andet end de normale taster der nu skal være på et tastatur. Selv kan jeg godt lide genvejstaster, og specielt til multimediebrug kan de være rigtig praktiske. Der må dog være én der har tænkt: Hvorfor skal vi have ekstra taster for det? Vi bruger da bare dem vi har i forvejen. Ved at bruge Fn-tasten kan man således justere lydniveau, skærmens lysstyrke, skifte musiknummer og flere andre ting. Vi har set det før ja, men det er stadig en rigtig god ide. Der er også en anden funktion her jeg gerne vil fremhæve, man har nemlig muligheden for med to tastetryk af deaktivere Windows-tasten. En fremragende mulighed hvis man bruger maskinen til spil, da det kan være skæbnesvangert hvis man i en hed skudduel kommer til at ramme den, og dermed åbner startmenuen og minimerer spillet.

Nederst i venstre hjørne finder vi seks lysdioder, som indikerer harddisk-aktivitet, om WiFi er tændt osv. Hvis man synes lyset fra disse er irriterende, kan de slukkes ved at aktivere det som Zepto kalder LED night mode. Når dette er aktiveret, er det således kun harddisk-indikatoren, som er aktiveret.


 

Nox har selvfølgelig også en touchpad, denne passer fint ind i resten af designet, og det er faktisk ikke andet end en lille fordybning. Den har en god bredde, og er behagelig at arbejde med på grund af soft-touch overfladen Nox er beklædt med. Under touchpadden er højre og venstre musetast som sædvanlig, Zepto har dog valgt at lave de to knapper ud i et. Det fungerer uden problemer, og designmæssigt giver det også lidt ekstra.

 

Lige over skærmen er der et diskret 2.0 MP webcam. Driveren er installeret fra start af, og ved at trykke Fn+F6 kan man let starte et lille program, så man kan optage hvad webkameraet kan opfange. Billedkvaliteten er fin til de fleste formål, og det er da rart at man ikke skal slæbe et eksternt webcam med sig rundt. Nox tilbyder også en biometrisk login løsning, i kraft af en fingeraftrykslæser.


 

Der er placeret en højttaler på hver side af tastaturet. Der er ikke så meget at sige om dem... de kan spille, men som de fleste andre indbyggede højttalere i bærbare skal du ikke forvente den store lydoplevelse. I forhold til storebror A15, er højtalerne lidt smallere, men lyder nogenlunde på samme måde.

leon2008
 
Overclocker
Tilføjet:
20-01-2009 10:08:27
Svar/Indlæg:
228/35
Bare lige en lille kommentar;
Jeg kan kun give dig ret i det med Fn og Ctrl tasten. Det var et af hovedårsagerne til at jeg fravalgte Zepto på et tidspunkt. Er det Asus/Acer der har samme trælse konfiguration! Det burde forbydes at sætte tasterne forkert.


hhaa
 
Nørd
Tilføjet:
21-01-2009 09:34:09
Svar/Indlæg:
1/0

Zepto er ret glade for testen - så glade, at de har sat prisen 1500 kr. ned. Det siger de i hvert fald - jeg har nu svært ved at se, at det er rigtigt, jeg kiggede på den både før og efter, og nedsættelsen er faktisk kun på 500 såvidt jeg kan se.

Men jeg overvejer nu alligevel. En Nox A14 eller en Dell XPS 13.

Gode råd? Meninger? Hånlatter?