Test
Musik
Traditionen tro starter vi med noget god musik. Der er blevet testet med forskellige genrer, for at se hvordan headsettet klarer sig i både stereo og surround.
Vi starter med noget trance, og Airbase - One Tear Away stod igen for skud. Den lille boks blev anbragt i computeren, og ledningerne sat i. Derefter lyttede jeg skiftevis til musikken i stereo og surround, ved at aktivere og deaktivere surround på boksen.
Lad mig med det samme sige at musik skal høres i stereo! Surround-featuren spredte simpelthen musikken alt for meget, og man fik slet ikke samme effekt som i stereo. I stereo lød det til gengæld helt fint, der var en god balance mellem bas og diskant, og med headsettet skruet op på maks, havde headsettet faktisk en dejlig volumen. Det spillede rimelig højt, men ikke så højt at man sad og skar tænder med sammenkneble øjne. Der kunne godt have været en lille smule mere bas, når vi taler om trance, men der er ikke ligefrem nogen indstillingsmuligheder med til boksen. Personligt stiller jeg mig imidlertid ikke tilfreds med ikke at kunne gøre mit til at brænde headsettet af, så jeg pillede ledningerne ud af boksen, og satte dem direkte i mit X-Fi Titanium Pro lydkort. Her mangler der bestemt ikke features til at justere med. Der blev braget op for lyden igen, og HOLD DA OP! Lige pludselig var der virkelig spark i headsettet. Jeg justerede bassen en smule, og nu lød det bare kanon. Headsettet bragede derudaf, og det var ikke længere muligt for mig at have lyden på maks. alt for længe af gangen. Det var sgu for højt. Enhederne i headsettet fejler bestemt ikke noget, og selvom man smider det igennem et monster af et lydkort, spiller enhederne lykkeligt med på melodien. Det er dejligt at vide at stresspunktet for headsettet ligger langt over det boksen kan smide ud!
Vi testede selvfølgelig også lige med en gang god metal, og her var resultatet det samme, men det er jo ikke retfærdigt at teste boksen imod så voldsomt et lydkort, og jeg vil da umiddelbart mene at boksen sagtens kan hamle op med de fleste onboard-lydkort. Samtidig har vi jo stadig ikke testet boksen i dens rette element, nemlig film og spil, så lad os hoppe videre til film, og se hvordan surround-effekten klarer sig her.
Film
Vi starter med at se en god action-film i stereo, og så skifte over til surround. Iron Man må siges at være temmelig action spækket, så den burde kunne klare jobbet.
Se, nu begynder det straks at ligne noget. Surround-funktionen gav en hel del for film oplevelsen, og selvom man ikke lige sidder med et 5.1 surround-sæt, var det stadig muligt at få en rigtigt fornuftig surround-oplevelse ud af filmen. Men lad os prøve med et par film mere. Både med Matrix: Revolutions og The Incredible Hulk, var der en markant forskel i stereo og surround, og i modsætning til musikken, er det her en klar fordel at sprede lyden ud. Jeg må sige at jeg var meget tilfreds med resultatet, og selvom det ikke kan give samme effekt som en hjemmebiograf, er det nok noget af det bedste surround jeg har hørt i et headset indtil videre. Det lover jo rigtigt godt for spil-delen, så lad os få testet headsettet der.
Spil
Til at teste spil, er der brugt en del forskellige spil. Brothers in Arms var jo med til headsettet i dette pressekit, så det skulle selvfølgelig med. Headsettet er testet med følgende spil:
Brothers in Arms
Call of Duty 4
FIFA 2009
Counter Strike: Source
Warhammer Online
Vi starter med Brothers in Arms fra Ubisoft, da der måtte være en grund til at det var med i kassen.
Brothers in Arms
Med den lille boks slået til, var det faktisk en ret fed oplevelse at spille dette spil. Man havde en god fornemmelse af hvad der skete omkring en, og det var klart federe end at spille i stereo. På maksimal lydstyrke, er der rig mulighed for at få blæst ørerne ud, så selvom det ikke er det headset jeg har testet som kan spille højest, er det egentlig fuldstændig ligegyldigt, for niveauet er mere end rigeligt, til at få en god oplevelse ud af sine spil.
Call of Duty 4
Ved CoD4 var det mere eller mindre samme resultat, dog synes jeg surrounden var flottere i Brothers in Arms, men det kan jo have noget at gøre med hvordan spillet er lavet.
FIFA 2009
Som jeg havde forventet, gav surround-delen et lille boost i stemningen i FIFA. Man følte at man spillede på et pakket stadion, og det blev rent faktisk lidt kedeligt at slå den over på stereo, så jeg nød at spille FIFA i surround i et par timer.
Counter Strike: Source
OK, CS er spillet hvor god lyd betyder alt, og lad mig med det samme sige, at det her var en ren fornøjelse. Jeg kunne høre hvor modstanderne løb rundt, jeg havde dem på kornet inden de kom frem, og jeg sluttede for måske anden gang i mit CS comeback på en ret stor plus score. Her er der tale om en markant fordel i surrounden, og jeg var meget overrasket. Helt sikkert et headset jeg ville erhverve mig til formål som dette. Top nice!
Warhammer Online
Det var meget interessant at høre dette spil i surround, og det var som om jeg lagde mærke til en masse lyde, jeg ikke havde bemærket før. Så det ser ud til at denne surround faktisk er laver ret godt, og at den generelt klarer sig godt i langt de fleste spil genrer.
Mikrofon
Som forventet klarede mikrofonen testen uden problemer. Hvis der er noget Plantronics kan lave, er det mikrofoner, og efter at have testet den i Ventrilo og Skype, var der da heller ikke en finger at sætte på resultatet. Selvom den ved første øjekast kan virke skrabet og skrøbelig, leverer den bestemt varen, og alt går tydeligt igennem.