Software
Asus har efterhånden en god portefølje af eget software at bundle med deres bundkort, og M4A79T er ingen undtagelse. Det nyeste og mest innovative af ovenstående må være Q-Button der kan forvandle ens power knap på kabinettet til en multifunktions knap. Man kan selv vælge om knappen skal bruges til at aktivere AI-Nap, der er en power-save funktion, eller bruges som "turbo-key", og på den måde aktivere og vælge en predefineret BIOS-profil, hvori det står frit for hvordan og hvorledes overclocket (eller underclocket hvis man vil) er stykket sammen.
Cool n' Quiet gør ikke så meget andet end at vise hastigheden, så man kan følge med i hvornår CPU'en selv drosler ned når der ikke er noget at arbejde med, hvilket sker hvis Cool n' Quitet er aktiveret i BIOS.
PC Probe II bruges til at aflæse temperaturer, blæserhastigheder og spænding på boardets forskellige komponenter.
AI Suiten kan nærmest betegnes som en slags kontrolpanel, hvorfra andre programmer dukker op, så som Fan Expert der bruges til at indstille blæserhastigheder, og EPU-softwaren, der kan bruges til at indstille forskellige profiler, hvor systemet slukker og neddrosler komponenter såfremt de ikke er i brug.
Asus Update programmet kan bruges til både at opdatere BIOS i Windows, men også opdatering af alle Asus programmer der ligger installeret på maskinen kan den klare delvist automatisk.
Asus Express Gate
Innovationen hedder Express Gate, og modsat andre board fra Asus, så er dette board ikke født med onboard SSD-kort , der kan huse det Linux-baserede styresystem. I stedet installerer man Express Gate på en eksisterende harddisk.
Denne funktion burde gøre det muligt at boote op på små 5 sekunder, og så er man ellers klar til at chatte på messenger, surfe nettet, se billeder eller snakke med vennerne over skype etc. Der er tilmed sneget et værktøj til hurtig-kopiering med, så når man har overclocket livet af harddisken med bryllupsbillederne, så kan de altså hurtigt reddes over på f.eks en USB-pen eller lignende så man kan formatere med ren samvittighed.
Det første jeg lagde mærke til var, at jeg mod forventning kunne styre musen rundt på skærmen uden problemer - altså ingen hakkeri og sløvhed, som man ellers kan ramle ind i på forskellige boards BIOS'er sommetider. Det hele kørte flydende, og selv med hwt.dk's reklamer og geil i browservinduet, var der ikke problemer med at systemet frøs eller gik i stå. Det hele kørte behageligt og flydende - og det syntes jeg er enormt vigtigt, da det ellers ville ende med at være en irriterende opstartsting der bare skal dø, i stedet for et super funktionelt værktøj, der kan bruges uden om ens sædvanlige styresystem.
Ud over alt dette, så vil en computer med de her egenskaber, ikke være svær at lære f.eks svigermor eller en lille nevø op i at bruge, uden at man behøver bekymre sig om sine filer på sit normale OS. Sidst men ikke mindst, så er der også el-regningen at tænke på, og her skulle der altså være betydelige kroner at spare, ved at benytte dette indbyggede værktøj i stedet for at boote i normalt OS. Der er dog et par minusser. Du har ikke adgang til din harddisk. Skal du downloade noget, skal du have en USB-stick i til at gemme på, men det er igen inden for acceptable rammer. Programmet understøtter desuden ikke dansk tastatur, saa du skal have fat i dobbelt a'er, ae og oe for at goere dig forstaaelig. Express Gate kan opdateres gennem Windows, så der er da en chance for at det kommer på et tidspunkt, men vi har ikke hørt noget endeligt.
Test og overclocking på næste side.