Test
For at have noget at sammenligne med, har jeg testet højttalerne imod standard lyden i en laptop, samt et par Altec Lansing højttalere i samme størrelse. Der er blevet testet med lidt forskellig musik og nogle film i diverse genrer, for at se hvor højttalerne falder igennem, og hvor de for alvor kommer til sin ret.
Musik
Vi startede ud med lidt blød dansk rock i form af The Rules, og lad os bare sige at idéen med at se, hvor stor forskellen imellem laptop lyd og disse højttalere er, kan være rimelig ligegyldig, for allerede ved de første toner blev det klart, at højttalerne selvfølgelig gennemtæsker laptop lyden, men hvem havde ikke regnet med det? Vi sætter i stedet Altec Lansing højttalerne til, for at se om der skulle være en forskel at spore her.
Der var god kamp til stregen, og i starten virkede det faktisk som om der var mere dybde i Altec Lansing, men da der blev skruet op, blev det til gengæld klart, at vores små unikke højttalere her, spillede en del mere rent. Ved fuld belastning var der dog ingen af højttalerne, der kunne se sig fri for lidt forvrængning. Men Crystal USB forvrængede klart mindst, og hvis man skruede en smule ned, sådan at ingen af dem forvrængede, var det klart at Crystal USB lød bedst.
Vi forsøgte med en del andre genrer, og hver gang var det samme resultat. Men...Unique skriver selv at højttalerne er rigtigt gode, så længe man ikke forventer en dyb bas. Det giver jo mening med størrelsen af enhederne, samt det faktum at der ingen baskanaler er nogen steder. Men derfor kunne der vel godt ligge et par dybe mellemtoner gemt i denne nye teknologi. Så derfor blev der smidt noget Tech Trance og noget Hardstyle på maskineriet, for at se hvor "dårlig" bassen rent faktisk var.
Lad mig med det samme sige at jeg blev lidt overrasket her, for jeg havde ærligt talt ikke forventet mig noget som helst, og regnede lidt med en mikro-kasse bas, som bare stod og spyttede og hakkede, men der var rent faktisk noget mere i højttalerne end som så. Selvfølgelig var det ikke en bas som flyttede ting på skrivebordet, eller fik væggen til at runge, men af størrelsen gjorde de det faktisk ganske tilforladeligt. I hvertfald noget bedre end forventet.
Film & Præsentationer
Højttalerne blev også testet med et par film, og så længe man holder volumen under det absolutte maks, kan man faktisk sagtens få en tilforladelig filmoplevelse ud af dem. Den store force her, er helt klart hvor rent de spiller. Der mangler selvfølgelig noget dynamik, som er mere eller mindre umuligt at få ud af så små enheder, men stemmer og lydeffekter fremstår til gengæld klart og tydeligt, så det er ikke helt dårligt.
Til sidst smed vi et par podcasts og en videopræsentation på, for at se hvordan højttalerne ville gøre sig i kontor miljøet. Der er ikke det helt store at tilføje her fra filmtesten. Igen fremstod stemmerne klart og tydeligt, og det kan ofte være problemet med en laptop. Enhederne i en laptop er så små og placeret så dårligt, at en stor del af lyden går tabt. Og så kan folk komme med deres "Jamen lyden i min nye super duper trooper laptop er helt vild, med 5.1 surround og alt muligt" - BRAS...Lyden er ganske vist blevet bedre, men er stadig kilometer efter eksterne enheder, hvilket gør at produkter som dette, rent faktisk kommer til sin ret.
Lad os få lavet en konklusion på oplevelsen med disse højttalere.