Software
For at få fuldt udbytte af musen, er det en god ide at installere Logitechs Setpoint software. Det er mig ganske ubegribeligt, hvorfor dette ikke følger med på et medie, men sådan har Logitech åbenbart valgt at gøre det. Softwaren findes ganske hurtigt og let på Logitechs hjemmeside, og hentes i løbet af et par minutter. Også installationen går ganske let:
1-2-3 og vi er klar til at lege med musens indstillinger. Ja det er en g500 jeg gerne vil konfigurere:
Denne version af Setpoint er noget nær identisk med den for en G9 mus, bortset fra at der er lidt færre indstillingsmuligheder. På trods af dette, er der dog ganske rigeligt at gå i gang med. G500 har onboard hukommelse, så den kan huske indstillingerne, selv om man skifter computer. Desværre kan man kun have en enkelt profil indlæst af gangen. Hvis man vil indlæse en anden, gøres dette via Setpoint, som man dog kan sætte til at skifte profil alt efter hvilket program man benytter - en ganske fiks detalje.
Setpoint giver alle de indstillingsmuligheder man måtte forvente. Man kan justere samtlige af knappernes funktion, så de fungerer som multimediegenveje, genveje til programmer, eller hvad man ellers måtte ønske. Hver profil kan have indlæst op til tre DPI-niveauer, som kan sættes under "markør". Disse kan justeres i spring på 100 DPI mellem 200 og helt op til 5700. DPI for X- og y-akse kan desuden justeres individuelt, og også USB-portens opdateringsfrekvens kan justeres.
Ud over de mere almindelige funktioner beskrevet ovenfor, skal det også lige nævnes, at G500 også understøtter makroer. Altså sekvenser af tastetryk/klik der kan aktiveres med et enkelt tryk på en knap. Logitechs Setpoint skuffer som sædvanlig ikke.