Test
Til at teste brillerne, har vi brugt nogle populære spiltitler. Nogle som nVIDIA selv anbefaler, og et par stykker vi havde liggende.
Brillerne er testet med:
Need for speed: Swift
Fifa 10
World of Warcraft
Batman: Arkham Asylum
Need for speed: Swift
Som en lille noob, startede jeg med at sidde og glo på et helt normalt skærmbillede, og sagde til mig selv "det virker jo ikke en skid". Indtil jeg fandt ud af, at jeg lige skulle aktivere Stereoscopic 3D først, og SÅ skete der noget. Det normale skærmbillede så helt vildt ud, men når jeg tog brillerne på, så det super fedt ud. Jeg var stadig ikke helt tilfreds med hvordan billedet stod, men efter at have indstillet dybden på den lille boks, sådan at det passede perfekt til mine øjne, stod det upåklageligt. Jeg startede et løb, og sad flere gange og sagde til mig selv "hvor er det vildt det her", indtil jeg ramte en dækvæg, og næsten dukkede mig for flyvende dæk og vragrester. Super fed start på testen, og personligt har jeg ikke oplevet lignende 3D før.
Fifa 10
I Fifa 10 var det dog en noget anderledes oplevelse. Det var tydeligt at se, at spillet ikke ligefrem er lavet til disse briller, og jeg fandt det svært at fokusere, og meget anstrengende for øjnene, at følge med i en fodboldkamp. Man får ikke ligefrem den store oplevelse ud af dette spil, og derfor skyndte jeg mig også videre til World of Warcraft.
World of Warcraft
Dette blev til en delvis succes oplevelse. Hvis man kiggede ind i selve billedet, var det som at se et lille dukketeater, og jeg sad igen med denne "nøøøøj" følelse, så jeg besluttede mig for at teste det i et raid. Her knækkede filmen til gengæld lidt, for hvis man spiller med addons på, som dækker dele af skærmen, kan man godt blive ret forvirret i hovedet. Grunden til dette er, at billedet er i 3D, men knapper og andre ting på ens interface, sidder klistret foran på skærmen. Samtidig er musen ikke understøttet af 3D, hvilket gør at det næsten er umuligt at afstandsbedømme, hvor knapperne sidder i forhold til den placering øjnene viser de har. Derfor er de super fede til at løbe rundt og lege med, men hvis man skal bruge dem i et seriøst raid, så ender man nok med hovedpine.
Batman: Arkham Asylum
Dette spil er ligesom Swift, lavet sådan at brillerne er 100% understøttet. Derfor var det også med stor spænding, at der blev tændt op for den jernhårde flagermus i jagt på sin evige fjende Joker, i omgivelserne af et gammelt skummelt sindssyge hospital på Gotham Island. Udover at spillet er super fedt lavet, så gav brillerne det som forventet, en stor tand ekstra. Der var stor glæde af 3D effekten her, og i forhold til World of Warcraft, er der her kun skærmbilledet at tage hensyn til. Der blev delt øretæver ud og kastet med batterang i vildskab, alt imens jeg sad med et stort smil på læben, for det var altså fedt.
Efter at have testet disse 4 spil, var der rigeligt af info til at lave en konklusion. Men inden vi går videre til den, følger der lige en lille advarsel. Hvis du lider af epilepsi eller andre sygdomme der kan aktiveres via synsforstyrrelser, så pas MEGET på med at bruge brillerne. Lad desuden være med at spille med dem alt for lang tid ad gangen, for man bliver altså rimelig træt i øjnene, fordi det er en smule anstrengende at vænne sine øjne til det specielle signal. Jeg endte selv med at få en smule hovedpine, fordi jeg spillede med dem på i nogle timer i træk, så husk lige at tage en lille pause fra tid til anden, og så burde der ikke være noget.
Lad os springe videre til konklusionen, og få sat nogle karakterer på oplevelsen.