Microcool Vi havde et kort møde med Microcool på stand B03 i Hal22. Microcool er tidligere blevet kendt som producent af en chipset køler ved navn Northpole, som har været til test her på www.overclocking.dk/www.hardware-test.dk.
Frederico Palma havde en masse nye ting at fortælle om deres fremtidige planer, som blandt andet involverer et samarbejde med DFI. Det er Microcool's plan i første omgang at levere chipset og CPU kølere til en bundle som vil inkludere et DFI 855GME-MGF bundkort, som jo er en del af Centrino platformen. DFI har valgt at satse på HTPC (Home Theater PC) markedet, som Centrino jo er særdeles velegnet til. Det vigtigste krav der jo stilles til en HTPC, er støjniveau og funktionalitet, og samarbejdet mellem DFI og Microcool kan vise sig at være en stærk kombination på dette voksende marked. Endvidere har Microcool en, på mange områder traditionel, men stadig interessant luftkøler til Socket 478 / 775 / 939 / 754 klar i en nær fremtid. Deres produktionsmetode er ikke som de fleste andres, da deres køleribbe er fræset ud af en komplet kobberblok. Dette giver både en god varmeoverførsel hele vejen op i finnerne på profilen, samt en flot finish. Vi har en løs aftale med dem om at de senere på ugen, har et voltmoddet bundkort med på standen, og at de vil overclocke lidt på det - så kan det jo være der kommer nogle interessante ting ud af det.