Introduktion
For lidt over 20 år siden introducerede IBM den første ThinkPad, og siden da er ThinkPad efterhånden gået hen og blevet et nærmest legendarisk brand. I 2005 overtog Lenovo IBM's afdeling for bærbare computere, og med i købet fulgte også ThinkPad-branded. Kinesiske Lenovo er en af verdens aller største producenter af computere (2. største efter HP i 2012), hvor deres hovedfokus også ligger, de har dog også blandt andet smartphones og tablets i sortimentet.
Heldigvis er Lenovo fortsat i den gamle ånd med et design, der stadig på mange måder ligner tidligere modellers med kvaliteten i top, og gamle kendinge som TrackPoint (den røde "knap" i miden af tastaturet) samt forstærket kabinet. Mange sværger stadig til ThinkPads, og særligt som business-bærbar står branded stærkt.
Enhver producent af bærbare computere har efterhånden mindst et eksemplar i deres lineup, som lever op til Intel's ultrabook-standard. Standarden sætter blandt andet krav til de fysiske dimensioner (den skal være tynd og let), hardware og batterilevetid. I dag skal vi se på et bud fra Lenovos X-serie, nærmere bestemt X1 Carbon.