Produktet er venligst udlånt af: http://www.casetek.cm.tw
Produktet distribueres i DK af: ingen
Link til producentens website: http://www.casetek.cm.tw/ocpu_cooler/ma-7121.htm
Pakkens indhold : Køler.
Bundkort ramme og bagplade.
Styreenhed.
Kabel
Kølepasta.
Manual.
Selve køleren er der ikke så meget at sige til. Det er en pænt forarbejdet aluminiumsprofil med 27 finner, som er 1mm tykke og som står med ca. 1,5mm afstand. Blæseren måler 92 x 92 x 25mm, og er monteret under et plastikskjold som, på trods af at det knirker en smule, virker ganske solidt. På den ene side af blæseren, er desuden monteret et lille print, hvor alle ledninger fra blæseren, Peltier elementet og temperaturføleren bliver samlet i 2 multistik, som desuden er modpart til den medfølgende ledning.
I Bunden - helt nede i kanten på den plade der berører CPU'en, er temperaturføleren monteret. Det vil give et ret præcist billede af den reelle temperatur.
Klipsen til køleren er en lidt forvokset udgave af den klips som normalt bruges til montering på den sorte ramme, som de fleste bundkort kommer monteret med - den er dog stadig anderledes, og kræver derfor at man monterer den medfølgende ramme i stedet for.
Der er også monteret 4 blå lysdioder i stjerneform på oversiden af blæseren, og det er jo simpelthen lir så det basker!! :e
Styreenheden er en lille sort kasse, med udskiftelig front og 2 knapper, og er tiltænkt monteret i en 5,25" drevplads.
Man kan vælge mellem grå og sort front i aluminiums-finish, som vil stå pænt til de fleste kabinetter. Markedsandelen for den standard kedelige hvide PC-farve på kabinettet som vi kender alt for godt, er efterhånden ret forsvindende - så udseendet på styreenheden rammer efter min mening meget bredt.
Den venstre af de 2 knapper, er til skift mellem farverne grøn - gullig - lyseblå - hvidlig - blå og lilla i displayet, og den højre er til omskift mellem Celcius og Fahrenheit som temperaturmåleenhed.
Displayet viser desuden samlet drift tid - en timer for seneste oppetid, en lille animation af en mand så længe maskinen kører, og ikke mindst udlæsningen fra den føler som var monteret i bundpladen. Alt i alt er den meget overskuelig, og kræver ikke udvidet ledvogter-eksamen for at kunne betjenes.
Der er et normalt Molex harddisk stik i bagenden af styreenheden, og det er faktisk det eneste man skal forbinde før maskineriet virker.
Det medfølgende kabel er ca 40 cm langt, og bruges til at forbinde køler og styreenhed med hinanden. Det er lavet så det ikke KAN monteres forkert, og vil fint kunne nå i de fleste kabinetter.
Der medfølger en lille tube med kølepasta, som fint kan række til 15-20 monteringer af køleren. Det er fint der er tænkt på det, da det stort set altid er noget man står og mangler.
Manualen er udelukkende på engelsk, men meget nem at forstå, og med tydelige illustrationer. Det er faktisk ikke nødvendigt at kunne læse, for at forstå hvad meningen er med det hele.