Introduktion
For et par dage siden testede vi 256 GB versionen af Samsungs nye M.2 Ultra SSD 950 Pro. Ikke nok med at den kun fylder 2x8 cm, den nedlagde også alle tidligere konkurrenter med sit M.2 interface, der benytter x4 PCI Express lanes. Men Samsung har også en 512 BG version i sortimentet med endnu højere hastigheder.Den er lavet til en ULTRA M.2 sokkel, dvs den forventer PCI Ekspress 3.0 med 4 lanes til brug for SSD'en. Det giver en maks teoretisk læse og skrivehastighed på knap 4000 MB/s. Især skrivehastigheden får et nyk opad, fra 900 MB/s på 256 GB versionen, til 1500 MB/s. Læsehastigheden stiger fra 2200 MB/s til 2500 MB/s. Altså fra vildt til helt vildt.
Vi havde stadig 256 GB modellen liggende på bordet, og da vores Asrock Z170 bundkort understøtter RAID med M.2 soklerne, så var det nærliggende at afprøve to styks Ultra M.2 diske. Meget mere om det under test afsnittet. M.2 soklen bliver mere og mere udbredt, og med intels nyeste chipset Z170 til store workstations, er M.2 ULTRA soklen blevet standard. De fleste mindre modeller må dog stadig nøjes med SATA eller maksimalt 2 PCIE lanes i M.2 soklen, så husk lige at konsultere din bundkort manual inden du investerer.
Vi tager lige lidt generel info om SSD teknologi inden vi åbner for kassen.