Hvordan er den så at arbejde med den kære Core Duo ? Benchmarktests af en T2400 ( 1.83GHz ) har vist at vi ligger et sted mellem en Pentium D 830 og en 955 Extreme Ed. Alt efter hvad man udsætter CPU'en for. I daglig brug er der ingen tvivl om at en T2400 vil kunne tilfredsstille selv meget kræsne brugere, og til en pris omkring 2200kr i skrivende stund må man sige at pris/ydelses forholdet er helt oppe og ringe. Der er virkelig fart over feltet når der skal afvikles almindelige kontoropgaver, og det som Intelfans kalder "følelsen" er helt bestemt ikke gået tabt.
I 3D tunge opgaver som eksempelvis spil, følger Core Duo i Dothans fodspor og rydder bordet fuldstændig for konkurrenter. Indtil Intels egen Conroe bliver tilgængelig er der ikke mange CPU'er på markedet der kan prale af en tilsvarende ydelse, og tager man overclokingpotentialet i betragtning også, så skal AMD oppe sig gevaldigt på deres nye platforme for at følge med her. Med en gammel Celeron stockkøler monteret lykkedes det at få T2400 CPU'en op på 2.4GHz, og her blæser den forbi både AMD's FX60 og Intels egen topmodel 965EE i næsten samtlige tests. Og så er det jo lidt sjovt at tænke på at Core Duo faktisk i bund og grund blot er en Pentium III der har fået en kraftig overhaling.