Både Intel og AMD har reklameret voldsomt for deres virtualisation teknologier, som gør brugerne i stand til virtuelt at afvikle flere operativsystemer samtidig. Endnu har det dog ikke vundet det store indpas blandt de private forbrugere og da Windows Vista vil få Windows Media Center, som en integreret del ryger et ellers oplagt sted at afvikle mere end ét operativsystem. Til gengæld kan overgangen til Windows Vista måske være oplagt for at benytte muligheden og så er der jo også flere distributioner af Linux, som efterhånden er så brugervenlige at de ligner oplagte kandidater som sidestillede operativsystemer. I hvert fald har Intel også i Yonah integreret deres Virtualization Technology, som er magen til den vi hidtil har set i deres andre desktop-processorer.
SSE3 har også fundet vej til Yonah, hvilket ellers indtil videre har været holdt uden for Pentium M processorerne (Dothan og Banias). SSE3 instruktionssættet er blevet vel modtaget i softwarebranchen og da AMD også har support for størstedelen af instruktionerne i nyere Athlon 64 processorer er det oplagt for programmører at benytte dette. Desuden er SSE4 på tegnebrættet (og mere til) hos Intel, men det bliver hos Conroe og Merom at vi vil se dette instruktionssæt.
Som man kan se på skemaet holder Intel fast i en forholdsvis lav FSB - 667MHz. Der er flere grunde til dette, men den mest åbenlyse er at Yonah er udviklet til det mobile segment, hvor et lavt strømforbrug er alfa og omega. Intel's erfaringer med 667MHz FSB er efterhånden så gode at man har kunnet optimere yderligere og bringe energiforbruget endnu længere ned på platformen til Yonah. Desuden gælder det samme for RAM-producenterne, som i sagens natur kan lave DDR2-667 moduler med lavere strømforbrug end DDR2-800 moduler.
Et andet argument er at Yonah med sin arkitektur slet ikke er så afhængig af båndbredde som Intel's Pentium 4 processor. Den kortere pipeline og den større cache i Yonah giver lavere latency og derfor mindskes behovet for en høj båndbredde fra RAM.
Sidste argument er prisen. DDR2-667 moduler er stadigvæk noget billigere end DDR2-800 moduler og til det mobile marked gør det sig naturligvis også stærkt gældende. Her kan der spares uden at brugeren mærker den store ydelsesforskel og derfor er det oplagt.