Layout / Design
Seasonics Prime serie lægger sig ikke milevidt fra de fleste andre PSU'er rent designmæssigt, men der er dog et par punkter hvor den skiller sig ud. Ikke på farverne der er mørke/neutrale som de bør være på et tredieparts produkt. Men toppen med blæsergitteret har fået et "puslespilsbrik" design, som jeg ikke har set før.
På siden er der lavet noget der ligner luftindtag på en Corvette. Alle logoer og informationer er trykt i gul(d). Alle stikkene er kodede så du ikke kan placere dem forkert, og på alle kablerne er det trykt på stikkene hvilken ende der hører til PSU, og hvilken der skal i bundkortet eller en af enhederne.
Løsner man de fire skruer i hjørnerne kan man komme ind til blæseren og elektronikken. Her bliver det spændende.
Det er en 140 mm mølle fra Hong Hua, en stor kinesisk producent som jeg er stødt på adskillige gange. Den er opgivet til 0,5 ampere og max 2000 o/min. Seasonic oplyser at den har et flydende leje og lang levetid. Om den holder de 12 år der er garanti på PSU'en ved jeg ikke, men det er heldigvis ikke nogen kompliceret operation at udskifte en blæser.
Når nu jeg alligevel har løftet hatten, kan man jo lige så godt tage et par nærbilleder af elektronikken.
Det er nydeligt sat sammen, og selv om man skulle mene at det ikke har betydning, så har det faktisk ret meget at sige i forhold til støj, at fabrikken forstår at montere komponenterne ordenligt. Sikkerhedskredsløbene er på plads, og det er ikke ligefrem køleprofilerne der fylder her. Det siger noget om den forventede effektivitet.
Styringen af switchmode transistorerne er lagt over på det lille opretstående printkort i bunden af billedet. 3,3 V og 5 V linjerne kører separat fra 12 V linjen og bør ikke influere på den.
Der er brugt japanske elektronlyt og solid state kondensatorer hele vejen i konstruktionen. Det er afgørende for både effektivitet, støj og levetid. Alt i alt ser det yderst fornuftigt ud, så jeg lukker kassen igen og sætter kablerne i testeren.