Design
Logitech VX Revolution VX Revolution har mange ting til fælles med MX Revolution. Ikke mindst udseendet, men også mange funktioner.
Logitech MX Revolution VX Revolution ligner en tro kopi af MX Revolution - den er bare krympet en smule, for bedre at kunne være med på farten. Således har designfeatures som en tynd "gummiside" ved tommelfingeren, skråt tilbagefald ned over ryggen på musen mv. fået lov til at blive på VX Revolution.
Allerede ved første øjekast lægger man mærke til at den ser meget eksklusiv og gennemført ud, hvilket altid er et godt tegn.
Ergonomisk ligger den sindssygt godt i hånden. Man føler at hånden nærmest bliver suget ned over musen, når man lægger hånden på den.
Eneste minus ved ergonomien er at VX Revolution desværre kun er til højrehåndede.
VX Revolution bruger 1 AA batteri, som puttes i ved at åbne en klap i bunden af musen. Nede i hullet er der en lille tegning der viser hvordan batteriet skal vende.
I bunden er således også en lille knap til at tænde og slukke musen. Ved at holde den trykket ind i ca. 2 sekunder tænder eller slukker man musen.
I bagenden af musen er der et lille hul til at opbevare USB-modtageren når man ikke bruger musen. Når man indsætter modtageren slukker musen automatisk. Ved tryk på en knap på undersiden af musen, skydes modtageren ud igen.
Knapper VX Revolution er udført i noget lækkert plastikmateriale. Knapperne er solide og man føler at de reagerer præcist når man trykker på dem.
Logitech har valgt at bruge den samme scroll-teknologi som på MX Revolution. Det betyder at man under musen på en lille skyder, kan ændre modstanden i selve hjulet. Der er 3 niveauer. Den kan sættes på helt friktionsfri, og kan således bladre igennem en masse sider i et dokument på næsten ingen tid. Så er der et mellemniveau, hvor man stadig kan mærke en smule modstand i hjulet men hvor man stadig kan race gennem et utal af dokumentsider på ingen tid. Sidste trin sikrer at man kan bladre gennem et dokument og kun hoppe en linie ned af gangen. Smart feature idet ens behov tit er forskelligt til brugen af hjulet, ex. browsing kontra dokumentlæsning.
Hvis man trykker ned på scroll hjulet, får man mulighed for at tab'e rundt i ens vinduer på samme måde som Alt + Tab.
Lige over scroll hjulet sidder en søgeknap, som Logitech kalder One-Touch søgning. Ved tryk på knappen åbnes der et nyt vindue i sin browser på en forudbestemt søgemaskine (Google, Yahoo mv.). Hvis man har markeret et ord og trykker på knappen, vil søgemaskinen søge efter ordet.
På spidsen af musen, lige ved siden af venstre musetast, sidder en zoom-knap. Ved at trykke den enten op eller ned kan man zoome ind og ud i dokumenter, billeder mv. Knappen virker desværre ikke gennemført som resten af musen. Den sidder løs, så man kan "skubbe" rundt med den, og virker lidt billig-plastik agtig.
På siden ved tommelfingeren sidder frem/tilbage knapper - en ting jeg personligt har savnet på Logitechs G5 som jeg bruger til dagligt.