Test
Jeg har udført testen over mit hjemmenetværk der består af en almindelig PC med Marvell gigabit ethernet netkort, en XNET gigabit switch og et kabel på 15m hen til TS-201. Til at måle kopieringshastigheden har jeg brugt et stopur og to mapper med 1GB MP3 filer hhv 1GB DVD film. Til sammenligning bruger jeg min aldrende 1GHz PIII bestykkede filserver med et Netgear Gigabit netkort og tre IDE harddiske i. Det skal siges for god ordens skyld at en PIII er i underkanten til at mætte et 1GBit netværk der i teorien skulle kunne flytte 125MB i sekundet. Samtidig er der en naturlig flaskehals da IDE controlleren er en ATA100 der maks æder 100MB/s, og dertil kommer at de færreste harddiske kommer over 60MB/s - det går hurtigt nedad hva' ! :-)
Det er med andre ord ikke for sjov når man ser priser i 100.000kr's klassen for rigtige high-performance lagerservere.
Rent teknisk er TS-201 en lille Linux drevet PC med to harddiskpladser, en 266MHz cpu og 128MB ram. Så her er der endnu længere op til specifikationerne for de store NAS servere.
Første test på TS-201 er lavet med Sisoft Sandra Filesystem Benchmark, der giver en teoretisk værdi for ydelsen.
Sandra siger 12MB/s med en accesstid på 21ms. Altså omkring 1/10 af den teoretiske max hastighed. Men en ting er jo teori, noget andet praksis.
Lad os se hvad der sker når der skal kopieres filer frem og tilbage på netværket.
Som det kan ses på grafen herover er der tydelig forskel på QNAP serveren og min hjemmebyggede rig. TS-201 halter langt bagefter i overførselstid både ved læse og skriveopgaver. Med undtagelse af når der skal læses en meget stor fil fra PIII maskinen er TS-201 underlegen. Det skyldes helt sikkert at det underliggende system er en Linux kerne med et EXT3 filsystem hægtet på, og der er desværre et meget stort ydelsestab når EXT3 skal omsættes til NTFS. Det ser man også når Linux maskiner skal snakke sammen nmed windows over netværk.
Jeg har også prøvet at sætte TS-201 op som ftp server og kopiere de samme filer for at se om det gør en forskel. Og det gør det.
Skrivehastigheden vinder ikke noget, mens den får et ordenligt los bagi når der skal læses store filer. Rart at vide hvis man skal have kopieret et DVD-image over fra TS-201 til sin DVD-brænder.
Støj og strømforbrug
TS-201 er udstyret med en 70mm blæser i ryggen, der er temperaturstyret. Desværre så er styringen en enten/eller type, så når der bliver for varmt i kassen starter blæseren og kører indtil temperaturen når et bundniveau igen, og slukker så. Det havde været meget bedre om blæseren havde kørt kontinuerligt med en realtime temperaturregulering, da man på den måde ville kunne sænke støjen fra blæseren betydeligt. Som det er nu starter blæseren med et hvæs og den er bestemt hørbar når den kører - nok til at jeg ikke vil have TS-201 stående på mit skrivebord. Ærgerligt.
Strømforbruget er opgivet til 10W i sleep mode og 25W når den kører. Mine målinger med en Harald Nyborg effektmåler viser 8W for stømforsyningen alene, og mellem 30 og 34W når den kører med to harddiske i. TS-201 spinner selv diskene ned efter et givet tidsrum hvis der ikke er aktivitet på diskene. I denne hvilemode bruger den 21W.
Selv om hastigheden altså ikke lever op til TURBOSTATION navnet, så vil det i langt de fleste tilfælde være til at leve med. Jeg har leget lidt med de forskellige funktioner gennem en uges tid ( dog ikke fotostation delen ) , og de fungerer upåklageligt. Jeg har prøvet at installere en fuld Office pakke, spil oa fra serveren og hastigheden er fin. Jeg har prøvet at overføre DVD filen til en tredie maskine på netværket der kører 100Mbit, og der var overførselshastigheden nede på 3.5MB/s.
Så det er lidt med blandede følelser man skal vurdere produktet samlet, for på den ene side er jeg lidt skuffet over hastigheden, når nu jeg har investeret i Gigabit ethernet grej, men omvendt så kører det egentlig fornuftigt nok.