I brug
For at være ærlig, så har jeg ikke rigtig lyst til at sende dette kamera retur. Det har været en fornøjelse at bruge, ikke alene fordi det giver en masse kreative muligheder, men også fordi det tager nybegynderen i hånden og siger: "Kom med mig, du peger, jeg ordner resten". Det er så åndssvagt simpelt opbygget, der er ingen unødige funktioner og knapper, og omvendt, man mangler ikke knapper eller funktioner. Det man skal bruge, ligger hvor man forventer det og det hele er nemt at komme til. Generelt, så overgåes dette kamera nok kun af Olympus og Canon i brugervenlighed. Men det som Olympus og Canon tilbyder i muligheder, tilbyder dette Panasonic DMC-FX55 i simplicitet. Det er et point and shoot i ordets klareste betydning. Der er ingen dikkedarer og kameraet klarer det hele for dig. Er du teknisk begavet udi foto, vil du ikke mangle muligheder, og dog. Der er nogle ting jeg godt kunne tænke mig manuelt at indstille, men der går man blot ind i scenevalg og finder den passende situation. Sætter man kameraet på en sådanne, skal man ikke bekymre sig om blænde, lukketid eller ISO. Det styrer kameraet for dig.
Der er ingen tvivl om, at også pigerne vil kunne lide dette kamera. Det er rimelig stilet og passer godt ned i håndtasken. Det er hårdfør og virker solidt. Det er ligetil og skyder flotte billeder øjeblikket efter batteriet er ladet op. Der er til et par hundrede billeder, hvis ikke mere, på en fuld og frisk opladning. Som altid, når vi har kamera igennem møllen her på HardwareTest, har vi et begrænset stykke tid. Sjældent når vi at tømme batteriet, og de tal vi måtte komme frem til, er langt fra vejledende. Det jeg forsøger at sige er, at 200-400 billeder på en opladning, er helt i orden. Når vi ikke snakker professionelle fotografer eller amatører med udstyret i orden (kameraudstyr, altså) som skyder flere billeder af i sekundet, så er det "ok" så længe at kameraet holder sig over 200 skud på en opladning.
Det er der op til flere grunde til. Først og fremmest fordi der ofte sidder en stor skærm på bagsiden. Uanset hvordan man vender og drejer det, så sluger den strøm. Det samme gør flashen osv. Men hvis man forstår at bruge sit kamera og går efter batterioptimering, så er der en masse at hente, ved at deaktivere skærm og flash fra tid til anden. Men nu gentager jeg blot hvad der står i manualen til de fleste kameraer. Generelt kan sige, at kameraet er kvik i responsen. Der går under et sekund fra at kameraet er tændt, til det første billede ligger på RAM-kortet. Det er hurtigt. Kameraet kan også optage video, hvilket den gør udemærket, dog uden at være prangende. Her vil jeg gerne fremhæve Nikon CoolPix P5100 for at være det bedste jeg har set, indtil videre. Billedstabiliseringen virkede som den skulle, og sikrede stabile og rolige billeder. For at være ærlig, skulle jeg ud i ekstreme tilfælde, for at kunne se forskel, men igen. Man står jo og hopper lidt op og ned til sådan en livekoncert.
Hvis man fryser og ryster, vil panorere, zoomer ind eller sidder og fotograferer fra en bil, vil billedstabilisering være en teknikkens gave. Men forvent ikke alene skarpe billeder, netop fordi der er billedstabilisering. Bare fordi der er støddæmpere i en bil, kan vi stadig mærke, at vi kører på grus. Det gør bare oplevelsen lidt mere udholdelig. Det samme gælder for billedstabilisering. Det er ikke en redningskrans til lækre billeder.
Hvorom alting er, så har kameraet været et dejligt bekendtskab, og jeg ville gerne se flere af denne slags produkter på markedet. For Guderne skal vide, at point and shoot ikke altid er, hvad navnet giver det ud for. Men nok snak, lad os få taget nogle billeder og se hvad kameraet kan præstere.
Testbilleder
Kameraet er sat til "auto", maks opløsning og billedkvalitet. Eneste forskel er faktor er, at jeg har deaktiveret flashen på nogle af billederne.
Flashen: Altid en svær sag at vurdere. Som man kan se, når den ikke rigtig ud i hjørnerne, men med lidt zoom er man ovre det problem.
Et fint billede af prøveopstillingen. Kameraet er god til at ramme hvidbalancen og det eneste lys, er lystofrøret over motivet. Hvis man har lyst, kan motiver som dette godt kompenseres med 1/3, 2/3 eller et helt trin. Generelt rammer automatikken lige på, men kan (som de fleste andre kameraer i denne kategori) nemt bliver snydt af besværlige lysforhold. Kameraet klarer det fint og fortegningen er minimal i et motiv som dette.
Ved fuld zoom er der masser af detaljer og skarpheden er i top. Hvidbalancen har lidt problemer ved flashbilledet, og kameraet forsøger sig med varme farver. Ikke dårligt, ikke dårligt.
ISO støj
Som altid, hvis det er muligt, vil jeg se hvordan kameraet opfører sig ved stor ISO. Kameraet står på "auto" og flashen er slået fra. Den eneste faktor som jeg ændrer, er ISO'en, hvilket jeg gør manuelt via kameraets menu.
ISO 100: Generelt, et fint billede, jeg synes dog allerede at kunne ane lidt ISO-støj. Men der er detaljer og skarpheden er intakt.
ISO 200: Jo, den var god nok. Der er ISO-støj, læg især mærke til skyggeområdet ved højre kant af DVD'en og under lysestagen. Det er som om, at siderne er kantede. Ikke just imponerende. Især ikke, når vi ved, at det kun bliver værre fra nu af. Hvorom alting er, så er billedets detaljer intakte og ISO-støjen er værst i skyggeområderne.
ISO 400: Nu kan vi for alvor se hvordan støjen træder frem. Det ligner nu et middelgodt billede fra et webcam. Der er dog stadig skarphed i billedet, men fladerne glider ud og vi begynder at se tydelige tegn på kort.
ISO 800: Nu er det slemt. Skyggerne er ikke længere sorte og tydelige, men grumsede og overgangene flyder ud. Skarpheden er ved at ryge fløjten og vi ser nu tydelige korn.
ISO 1250: En lidt sjov mellemting hér. Ikke fordi at ISO 1250 er et mærkeligt tal, men fordi man normalt fordobler eller halverer (det naturlige trin efter ISO 800, ville derfor være ISO 1600). Lige over DVD'en (undersiden af lysestagen) er kanterne helt væk. Overordnet kan siges, at billedet ser grumset ud ved 100 % forstørrelse. Når man ser det på computeren (fit to screen), ser billedet hæderligt ud, men bestemt ikke noget jeg ville prale af.
ISO 1600: Næste ubrugeligt og sidste udvej, vil være min kommentar hér.
Generelt kan siges, at kameraet allerede ved ISO 100 viser de første tegn på støj. Når man bare ser billederne igennem på computeren, er det ikke så slemt. Jeg ville mene, at grænsen går ved ISO 400, hvilket er lidt synd. Det er ikke dårligere end så mange andre kompaktkameraer, men billedkvaliteten ryger sig en tur. Det skal dog nævnes, at i godt lys (udendørs f.eks.) vil ISO 1600 være fint, og detaljerne er nogenlunde intakte. Men problemet er jo blot, at man egentlig mest har brug for høj ISO, når der netop ikke er så meget lys. Men en fin præstation leveret af Panasonics DMC-FX55, ingen tvivl om det.
Opsummering
Kameraet er en fryd at tage billeder med. Det er hurtigt og kvik i responsen. Er der lidt mørkt, sætter AF-assist'en ind. Farverne er fine, så længe vi holder os under ISO 400, og optikken er klart i den bedre kategori. Om det skyldes Leica-logoet foran skal jeg ikke kunne sige, men det hjælper bestemt på det. Kameraet er ikke særlig tykt, hvormed det er endnu mere imponerende, at det leverer så fine billeder i hver sin ende af zoom området.
Så alt i alt, har dette kamera en fin performance. Lad os få smidt nogle karakterer på, og så ellers en afsluttende bemærkning.
