Layout / Design
Det er blevet tid til at vi skal kigge nærmere på, hvordan XFX har valgt at designe deres kort. Som det fremgår af billedet er der valgt en singleslot køleløsning. Denne er ganske naturlig da kortet er bygget på 65nm teknologi og derfor, ihvertfald i teorien, ikke burde sluge særlig meget strøm og dermed heller ikke udvikle en masse varme. Kølerribberne er dog også lavet af kobber der kan optage mere varme. Dette er nok anvendt da det er et ganske kraftigt overclocket eksemplar der er tale om, og det derfor ikke var tilstrækkeligt med nVidias standardløsning.
Kortet er baseret på nøjagtigt det samme printlayout som 8800GTS/GT/GS størrelsesmæssigt, og der er valgt et flot sort PCB.
På tilslutningssiden er der ikke sket noget revolutionerende. Hverken HDMI-stik(der medfølger dog adaptor) eller den helt nye DisplayPort, er at finde. Alt er altså som det plejer at være med en S-video tilslutning, der kan kobles på VIVO-boksen og 2 x DVI stik der kan omformes med de medfølgende VGA-adaptore.
Hvis vi tager et nærmere kig på køleløsningen ser vi at den er ganske kompakt. Den lille radialblæser larmer desværre ubehageligt meget, hvilket selvfølgeligt er skammeligt. Man kunne måske ønske sig en køleløsning, der var knap så skrabet, men den er formentligt valgt for at prisen skulle holdes i bund.