Selv om det kommende teleselskab BiBob har kommunikeret en gennemsigtig pris og klare målsætninger, så mangler den seneste udvikling på mobilmarkedet en del nuancer.
Det mener telepris-analytiker Nicolas Fredriksen, der især undrer sig over, at BiBob bliver fremhævet som klassens billigste dreng.
»Det er ikke så meget mobilselskabernes priser, men mere mobilkundernes forbrugsmønster, der er afgørende for, hvilket mobilabonnement der er billigst. Der findes i dag utallige abonnementsformer og tillægstjenester, som mobilkunderne selv kan sammensætte og derved opnå meget lavere mobilregninger, end det niveau Bibob har lagt op til,« mener Nicolas Frederiksen, der står bag prisportalen Telepristjek.dk.
Samme opfattelse har tele-analytiker Torben Rune fra konsulentvirksomheden Netplan.
»At fjerne opkaldsafgiften er fint nok, hvis man har mange korte samtaler, men så snart man har lidt længere samtaler, så er minutprisen meget mere væsentlig,« siger Torben Rune, der også fremhæver, at prisen på datatrafik og udlandstelefoni bliver et mere og mere vigtigt parameter, når man køber telefoni.
Direktør for Bibob, Frank Rasmussen, har dog også selv udtalt, at BiBob ikke nødvendigvis bliver det billigste selskab i landet, men han mener, at hovedparten af danskerne med fordel kan skifte til BiBob.
Pas på<br>
Men ifølge Nicolas Fredriksen kan de etablerede mobilselskaber sagtens minimere konkurrencen fra BiBob. De konkurrerende lav-pris-selskaber kan med relativt enkle prisjusteringer eliminere den pris-fordel Bibob vil opnå ved at fjerne opkaldsafgifterne, siger telepris-analytikeren.
»Det skyldes, at opkaldsafgifternes betydning for den samlede mobilregning ikke spiller nogen særlig stor rolle. Det gælder dog udelukkende de sekundafregnede mobilabonnementer, hvor opkaldsafgiften allerede efter blot 25 sekunders samtale vil være under én øre per sekund man taler, og jo længere tid man taler, jo mindre betydning har opkaldsafgiften,« siger Nicolas Fredriksen.
Han mener omvendt, at Bibob´s eliminering af opkaldsafgifterne vil betyde et farvel til mobilabonnementer, der afregnes per påbegyndte minut.
Torben Rune tror dog ikke på, at BiBobs ankomst nødvendigvis får resten af branchen til på samme måde at lave gennemskuelige pris-sammensætninger:
»Mange af de nuværende lavprisselskaber lukrerer især på, at rigtig mange forbrugere ikke har opdaget, at de har et forkert produkt i forhold til deres forbrug.«
Derfor tror Torben Rune, at vi i fremtiden fortsat vil se telefoniprodukter med prissammensætninger, der er svære at gennemskue. Og at det generelt fortsat bliver svært for den enkelte forbruger at finde det helt rette tele-produkt.
»Budskabet må være, at man fortsat skal være pokkers vaks ved havelågen, når man køber mobiltelefoni,« siger Torben Rune.
Gode råd<br>
Nicolas Fredriksen mener ikke, at den etablerede branche skal ryste i bukserne over BiBobs ankomst.
»De eksisterende mobilselskaber kan bevare opkaldsafgiften for de sekundafregnede mobilabonnement ved for eksempel at inkludere noget så banalt, som 10 kroners fri taletid. Det kan også vise sig at give billigere mobiltelefoni for mobilkunderne, end den effekt fjernelsen af opkaldsafgifterne vil få,« siger Nicolas Fredriksen.
»Med så mange mobilselskaber på markedet må hele klassen sove i timen, før Bibob kan ende med at trone som det billigste mobilabonnement i Danmark. Jeg kan derfor kun opfordre mobilkunderne til at være afholdende og afvente konkurrenternes mod-reaktioner til Bibob´s udspil ? De vil helt sikkert komme!« lyder budskabet fra Nicolas Fredriksen.
Link: http://warehouse.ncom.dk/lbb.php/1001/3729913527/MjAwNy0wOC0yOSxod3Rkaw==/aHR0cDovL3d3dy5jb21vbi5kay9pbmRleC5waHAvbmV3cy9zaG93L2lkPTMyNDE2
Nyhed leveret af http://Comon.dk