Introduktion
Så skal vi til det igen. Nu hvor vi er blevet vant til at høre navne som Core i3/i5/i7 der markerer en skarp grænse mellem sidste generation Intel processorer og den nyeste, kommer Intel med endnu en opgraderingsmulighed, nemlig anden generation af core serien med kodenavnet Sandy Bridge. Overordnet set hedder serierne stadig Core i3,i5 og i7, men under kølepladen er der lavet en del om.
Intel har i nogle år nu kørt efter det de selv kalder Tick-Tock modellen, hvor man det ene år har et Tick, der betyder øget transistortæthed i produktionen. Det er det lille tal der er angivet i nanometer (nm) ud for de enkelte cpu'er. Jo lavere tal, jo flere transistorer kan man bygge per mm2. Det er også det man kalder for Moores lov, der angiver at tætheden i elektroniske kredsløb fordobles ca. hvert andet år. Sidste år havde vi et Tick der introducerede 32nm fabrikationsteknik, og med den kørt i stilling kommer så den nye arkitektur med Sandy Bridge - Tock. Næste Tick hedder så Ivy Bridge, der er 22nm versionen af Sandy Bridge. Hvad der sker herefter og hvor længe man kan blive ved med at krympe transistorerne kan vi kun gisne om. Men som Intels repræsentant sagde da vi spurgte ham - "We have people working on it".
Vi har fået en Core i5 2500K model til test sammen med et P67 bundkort fra ASUS, og vi skal forsøge over de næste par sider at afdække styrker og evt. svagheder i den nye generation cpu'er.