Corsair TwinX4096-6400C4DHX
RAM bliver bedre og bedre, i takt med at prisen daler. Fra et forbrugermæssigt perspektiv, er situationen på markedet for hukommelse næsten en ren utopi, som ingen ende vil tage. For en halv snes hundredelapper, kan man let købe sig hukommelse, der både er stor og hurtig nok, til langt de fleste.
Jeg husker stadig dengang tiderne var anderledes. Da jeg skulle have et nyt og smart Athlon64-system, tilbage i 2004, skulle jeg naturligvis have nogle kick-ass RAM, så AMD's daværende nye vidunderbarn kunne få taktfrekvensen i vejret. Valget blev Corsair, af PC4000-typen, til den "nette" pris af 2000 kroner, for 2*512MegaByte. Nutildags får vi 4 gange så meget plads, med en langt højere hastighed, til langt lavere priser - og gudskelov for det.
Corsair er, som tilbage i 2004 for undertegnedes vedkommende, ligeledes leverandøren af RAM, og med god grund. Corsair er nemlig veteraner i branchen, har været kørende siden 1994, og anses for værende en af de bedste producenter. Dette må især tillægges deres høje kvalitet af produkter, som kommer til udtryk ved, at mange entusiaster og overclockere benytter sig af RAM fra netop Corsair.
I dag skal vi dog ikke se på RAM de helt tunge drenge roder med, men derimod et 2*2 GigaByte sæt, til en mere overskuelig pris. Men med deres karakteristiske kølesystem, lægger Corsair alligevel op til, at der gemmer sig et større potentiale end som så.
Specifikationer
Efter at have gået på jagt på Corsairs hjemmeside, kan jeg fremlægge følgende specifikationer:
- Hver enkelt sæt RAM er testet sammen ved 800MHz
- Testet ved 4-4-4-12 timings ved 2,1 Volt
- Unik DHX-teknologi sikrer optimal køling
- Livstidsgaranti
Sparsomt men godt. Corsair selv fokuserer meget på deres kølesystem - og så er det virkelig fedt, at Corsair tilbyder livstidsgaranti.
Hastighedsmæssigt ser det også rimeligt spændende ud. Men nok om det, lad os tage et nærmere kig på rammenes design...