Layout / Design
De kan altså et eller andet i den designafdeling hos ASUS. Maximus II kortet er udstyret med nyeste version af high-end køling til chipset og strømforsyning, og det ser knaldgodt ud. De 16 kredse til styring af MosFet-delen sidder på bagsiden af printkortet, og kan ses på billede nr. 2, omkransende Stack Cool 2 logoet.
De strømførende dele er placeret under massive køleprofiler, og disse er igen dekoreret med røde stafferinger. Den store køler på nordbroen er desuden udstyret med et ROG logo, der bliver oplyst bagfra ( lyset kan slukkes fra BIOS ).
Og var man i tvivl, så ses det tydelig omkring CPU-soklen at vi har med en særdeles velspækket og avanceret strømforsyning at gøre. Samme model som vi så på P5Q Deluxe, med 16 faser og masser af overskud. Som en særlig krølle på systemet, så kan en del af den store køleprofil afmonteres, og erstattes af en vandkøler, eller det der er værre. Rampage Extreme bundkortet har samme køleløsning på chipsettet, og kommer med et vandkølehoved monteret som standard. Jeg har prøvet de nordbrokølere jeg havde i skuffen, men ingen af dem kunne bruges da der er en irriterende kant på den underliggende profil, der forhindrer at hovederne kan monteres korrekt. Jeg har pt. ikke overblik over hvilke kølehoveder der kan bruges.
Herunder et skud af den temmelig store køler til sydbroen og de omkringliggende transistorer. Vi finder 6 SATA-porte (blå) fra ICH10-chippen, og yderligere to (grå) der kan bruges til et RAID-setup under Windows i en såkaldt Drive Xpert konfiguration. Det er et hardware-understøttet RAID-setup der kører uden drivere. Du kaster bare to diske i portene og vælger RAID 0 eller 1. Herefter optræder drevene kun som eet RAID-drev under Windows. God feature på et gamer-bundkort hvor hurtig eller sikker lagerplads ofte er påkrævet.
Der er naturligvis også hvad der skal være af USB-porte og FireWire til folket, og i afdelingen for ekstravagance har man hentet Power On og Reset knapperne, der ses stikke tydeligt frem under nederste PCI-sokkel. Store og fede og med lys i. Man kan næsten ikke holde nallerne fra den store røde Power-knap.
Placeringen af soklerne er fin, da du vil have adgang til mindst en PCI-sokkel og en PCIe x1 selv med to dualslot grafikkort installeret. Den øverste sorte PCIe-sokkel er til lydkortet.
På IO-panelet sidder et fint udvalg af stik. Læg mærke til at du ikke kan bruge PS/2-mus. Der er kun PS/2-stik til tastatur, så du skal ud og købe en USB-mus hvis du ikke har en i forvejen. Maximus II Formula er et Gamer-bundkort, så ASUS går åbenbart ud fra at en evt. køber vil have en mus af nyere dato til rådighed. Der er ikke problemer med plads, men da man har sparet lydudgangene væk så bliver der plads til 6 USB, Dual LAN, eSATA, Firewire og en stor knap til at resette BIOS.
I det store hele synes jeg ASUS slipper rigtig godt fra designet af Maximus II Formula. Man har helt klart fornemmelsen af at stå med en racerbil der er bygget til at kunne modstå en del slag og knubs. Det klør altså i fingrene efter at få trykket på den store røde knap. Jeg må bare vide hvad der sker.....