Layout / Design
Efter at have læst specifikationerne på Gigabyte EG45M-DS2H, så må vi se hvordan bundkortet ser ud, og om der er ulemper eller fordele ved placeringen af komponenter på bundkortet. Eftersom det er et micro-ATX bundkort, og det har de specifikationer, som det har, så er det ideelt som mediecenter-bundkort, og her betyder et bundkorts layout meget. Hvis nogle komponenter er placeret et forkert sted, kan det medvirke til, at man ikke kan bruge det specielle mediecenter-kabinet, som man har udset sig. Så vi får lige kigget nærmere på de forskellige komponenter på bundkortet, og hvordan det hele er skruet sammen, sådan I, læserne, efter at have læst dette, savler over bundkortet og køber det til jeres mediecenter.
Et overblik over hele bundkortet, og hvad det har på sig. Så kan det ses, at de fleste ting er placeret fornuftigt, og dog... ATX-stikket bør være placeret tættere på PCI-udtagene, fordi de fleste mediecenter-kabinetter jeg har set, har strømforsyningen i den ende, og kablerne er ikke altid lige lange, så man kan være udsat for at de ikke kan nå. Set bort fra det, virker resten meget godt placeret, og vi kan lige tage et par nærbilleder for at undersøge nærmere:
Muligheden for at installere en større køler, er der, men det kan dog være, at nogle passive kølere som er ekstra brede, vil ramme mod den passive køler på nordbroen. Ellers så virker der til at være fin plads omkring CPU'en.
Det vi kan se på billedet her er, at hvis man monterer et grafikkort i PCIe-soklen, så vil det sidde stramt op af RAM-soklerne. Jeg vil allerede nu sige, at mit Zotac 8800GT AMP! sidder stramt op af RAM-soklerne, når jeg spænder det fast i kabinettet. Hvis jeg ikke spænder det fast, så det hænger lidt, så går det ikke imod. Det er dog ikke noget problem, for det bøjer ikke grafikkortet eller rammer vigtige komponenter.
Flere nye bundkort er begyndt at have metalplader på bagsiden, hvilket kan gøre det svært at montere det i et kabinet, hvis ens afstandsstykker ikke er store nok. Som det ses, er der dog intet at finde her, og det er en lettelse, for så kan det monteres uden problemer.
Ud fra ovenstående billede, så betvivler jeg at der er nogen der ønsker flere udgange på deres mediecenter. Hvis det skulle gøres perfekt, så ville der have været et trådløst netkort ombord, men det er der ikke, så vi må tage til takke med et 1Gbit netkort og masser af andre udgange. Men vi skal huske at hylde HDMI-udgangen, som er et must i et mediecenter, for ellers vil vi ikke kunne udnytte vores dyre LCD- eller plasma-TV i HD.
Vi skal have tilsluttet bundkortet og testet det nærmere, så vi starter ud med at kigge på selve BIOS'en. Gå videre til næste side og se mere om BIOS'en på Gigabyte EG45M-DS2H.