Test
Jeg har forsøgt mig med forskelligt udstyr for at se hvor meget, der kan klemmes ud af Sandberg Powercan. Til formålet har jeg sat mig ud i min bil, og koblet inverteren til cigarettænderen. Det var en lidt blandet oplevelse, og der er ikke umiddelbart nogen logik i funktionaliteten.
Jeg lagde ud med en almindelig arkitektlampe med en 25W glødepære i, fordi jeg tænkte, at det måtte være den mest simple belastning. Det er det åbenbat ikke. I hvert fald så lyste pæren ikke, og jeg dobbelttjekkede bagefter i et 230V udtag i huset at pære og lampe fungerede udmærket.
Videre med en Logitech Squeezebox så jeg kunne høre netradio i bilen. Udgangen fra inverteren er ikke gode venner med den medfølgende strømforsyning til radioen, og resultatet blev at overload lampen står og skifter mellem rød og grøn, mens inverteren udsender en klikkende lyd. Hmm....
Op på ungernes værelse og finde en billig Denver radio med CD. Så var der gevinst, og radioen startede fint op. Der er dog en svag knurren i højttalerne, der tyder på en uren strømforsyning, formentlig overført fra inverteren (50Hz brum).
Et af de mere seriøse bud på anvendelse er nok opladning af en bærbar PC på farten, så frem med HP'en og i med strømforsyningen. Der er igen en svag knurren fra strømklodsen, men den starter fint op, og ladesymbolet på PC'en lyser, som det skal.
Som jeg fik skrevet indledningsvis, så er der tit sparet på udgangsfilteret på de billige invertere og med en pris på 349 kr., så ligger Sandberg i den gruppe. Mit gamle elektronikmekanikerhjerte må naturligvis bare vide hvad der kommer ud af spillen, så jeg fik rigget et oscilloskop til, og et lille modstandsnetværk så jeg kunne måle på 230VAC udtaget.
Herunder kan du se forskellen mellem et 230VAC udtag i huset (venstre), og så det der kommer ud af Powercan inverteren.
Det er ret tydeligt, at der ikke er filtreret ret meget på den oprindelige firkant fra oscillatorkredsløbet i inverteren. Herunder et skud af en enkelt 50Hz svingning. Den røde streg angiver, hvordan det burde se ud. Den grønne er det målte trappeformede signal.
Min måling ligner jo til forveksling beskrivelsen af en såkaldt Modified Square Wave inverter. Altså en lettere modificeret firkantspænding.
Sandberg skriver i manualen, at Powercan ikke er egnet til såkaldt induktive belastninger (ikke rent ohmske). Og hvad betyder det så? Jeg har ledt lidt på nettet efter en definition, men det afhænger simpelthen af hvilken type strømforsyning dit apparat er udstyret med. På listen over ting der måske ikke virker, er:
En del nyere symaskiner
En del programmerbare timere
Mikrobølgeovne
Visse typer batteriopladere
Nogle trådløse apparater
Lysdæmpere
Visse typer digitale ure
Blæsere o.lign med variabel hastighed
Visse typer Hi-Fi og lydudstyr
Visse typer TV og Videoudstyr
Visse typer Fax og Laserprintere
Lysstofrør og sparepærer
... og det bliver man jo ikke ret meget klogere af. Med andre ord så er der ingen facitliste eller garanti for at din dyrt indkøbte netbook kan lade op ved hjælp af Sandberg Powercan inverter.
Det lille 5V udtag fra USB stikket fungerer til gengæld perfekt. Det er 5VDC uden udsving, og min mobiltelefon lader uden besvær gennem stikket. Så hvis jeg var eksempelvis en omrejsende sælger, ville Powercan inverteren kunne holde både min mobiltelefon og min bærbare med strøm undervejs, og som sådan er produktet godkendt.