Layout / Design
SH55J2 barebonen er, som navnet antyder, bygget ind i et type J2 kabinet, der er konstrueret af aluminium med en børstet sort overflade. Det giver altid et lidt mere eksklusivt look end, hvis det var 100% plastik og netop det eksklusive kendetegner Shuttle XPC serien.
Fronten er holdt fri for overflødige knapper og stik. XPC logoet udgør i sig selv tænd/sluk knappen, og ved siden af den finder vi den eneste genkendelige knap, nemlig til at åbne og lukke CD-ROM drevet. Nederst på fronten sidder en 2cm høj klap og skjuler 2 USB stik og udgange til højttalere og mikrofon. Selve frontpanelet er lavet af plast med en blank sort overflade. Det er naturligvis en billig løsning, men jeg synes bestemt ikke det ser billigt ud. Jeg var ude for, at tænd/sluk knappen satte sig i "ind" positionen en enkelt gang. Det kan ske, hvis man trykker lidt for hårdt på venstre side af knappen.
For at kunne installere et system skal du have låget af, og du mødes af følgende syn.
Et ultra kompakt design, men samtidig forbløffende nemt at have med at gøre. Til højre i billedet kan du se det stykke bukkede blik der udgør drevbås til harddisk(e) og CD-ROM drev. Det sidder fast med to skruer, så frem med værktøjet. Der er plads til to 3,5" drev, så du kan vælge at montere to harddiske, og der vil stadig være lidt luft imellem de to drev.
Der er to udvidelses sokler. En old-school PCI, og en x16 PCI- Express til grafikkort. Læg mærke til at grafik soklen sidder inderst, og giver plads til grafikkort med dual slot køler. Jeg har testet maskinen med et ATi HD5850 grafikkort, og det kunne sagtens være der. CPU Sokkel 1156 finder vi midt på printkortet, og der er blevet plads til 4 ram sokler.
Et af XPC's mest fremtrædende karakteristika er den specielle heatpipe køler. Shuttle har valgt en lidt skrabet udgave med kun tre heatpipes til SH55J2, hvor der på større modeller ofte bruges fire. Det betyder så, at den maksimale TDP for cpu'en ikke bør overskride 95W, svarende til en core i7 860 på standard clock.
Så der er altså ikke lagt op til de helt store overclocking rekorder. Og apropos OC, så skal strømforsyningen jo gerne følge med hvis der skal leges. Vi finder en 300 Watt model, så igen ikke noget der lægger op til sjov. Men det er så heller ikke det SH55J2 er bygget til, men derimod kontor applikationer.
Der er to 12V rails der kan trække 16A maks hver. Hov det er jo 190W per kanal - ja, men effektangivelsen betyder, at du samlet set ikke må belaste med mere end 300W i alt.
På bagsiden finder vi 0diverse stik. Læg mærke til, at der ikke er PS/2 stik til tastatur og mus. Der er 4 USB stik bagpå, og to foran, 5 analoge lydporte til jackstik, en digital lydudgang til lysfiber, Gigabit ethernet og VGA + HDMI stik til brug med onboard grafikchippen på 500 og 600 serie cpu'erne. Sætter du en core i7 cpu i skal du installere et grafikkort.
Et hurtigt kig på bios muligheder på næste side, inden vi ryger videre til selve testen.