Introduktion
MSI er en af de gamle kendinge her på siden, hvor vi igennem tiden har haft en del af deres produkter igennem - specielt i kategorierne grafikkort, bundkort og bærbare computere. Micro-Star International som er det fulde navn, blev stiftet tilbage i 1986, og er således ikke blot i HwT.dk regi men også på verdensplan en af de gamle drenge.
Hvis vi fokuserer på divisionen for bærbare computere, er MSI ikke helt så kendt som f.eks. Acer, Dell eller HP, men igennem en årrække har de gjort sig bemærket på denne front med en række habile gaming bærbare, den mobile X-serie og deres netbooks i Wind-serien. Herudover er MSI også OEM-producent for en række mindre mærker.
I dag skal vi teste et eksemplar fra den nye F-serie, der forener stil med høj ydelse. Komponenter i mellemklassen, krydret med en turbo funktion, THX-certificeret lyd samt et gennemtænkt design skulle ifølge MSI være opskriften på success. Læs med på de næste sider om det også er tilfældet når vi tester MSI FX700.