Introduktion
Denne gang har jeg selv indkøbt det testede kabinet. Jeg blev nødt til at udskifte mit Antec P280 for at få plads til en NZXT Kraken AIO køler i bredden. Valget faldt så på dette Fractal Design Define S da det opfylder de fleste krav jeg har til antal harddiske og med plads til 140 mm blæsere/radiator i fronten. Samtidig er der så masser af plads til en eventuel senere vandkøler i toppen af kabinettet. Kabinettet her været i handelen en måneds tid så lad os se lidt nærmere på det.
Kabinettet leveres i en stor papkasse med sort tryk på alle sider. På den ene side ses kabinettet i en skrå vinkel forfra og på den anden side ses et eksploderet view af hele kabinettet. På enderne finder man specifikationerne.
Fractal design har hovedkvarter i Sverige, og er en af de nyere spillere på markedet, men de har bestemt gjort sig bemærket i branchen.
De producerer strømforsyninger og kabinetter, og deres sortiment har fokus på skandinavisk design ud fra tanken "Less is more".
Lad os se nærmere på indholdet af kassen.