Test: ASUS Chromebit

Barebones d.  03. marts. 2016, skrevet af Emillos 0 Kommentarer.  Vist: 21786 gange.

Korrekturlæser: Polarfar
Billed behandling: 
Oversættelse: Emillos

Pristjek på http://www.pricerunner.dk 953,00
Produkt udlånt af: ASUS
DK distributør: Fourcom

Introduktion

 

Der var engang hvor en computer var noget, der både fyldte og kostede enormt meget.

Jeg husker stadig dengang min far købte husstandens første spritnye "PC'er" på Falkonér Allé, der dengang i nørdernes munde gik under navnet Silicon Alley. Det var et monster af en PC med en Intel Pentium processor, der spurtede derudad ved 133 MHz, akkompagneret af en gigantisk 17" skærm, der fyldte ligeså meget på bordet som en microbølgeovn. Den kørte Windows 95 og blev flittigt benyttet af undertegnede til at spille Command & Conquer - Red Alert, Grand Theft Auto og sende såkaldt elektronisk post, til lyden af det bippende og hvæsende modem, der spyttede 28 kilobit pr. sekund ud i cyberspace.

Meget vand er løbet under broen siden dengang i midthalvfemserne. Heldigvis. Som Gordon Moore forudså i halvfjerserne, bliver regnekraften i microchips ca. fordoblet hvert andet år. Noget der betyder, at vi årtier senere går rundt med mere regnekraft i lommen i vores smartphones end NASA havde til rådighed, da de skulle sætte den første mand på månen.

ASUS Chromebit er ligeledes en følge heraf; en komplet computer på størrelse med en velvoksen lighter til den nette sum af knap 1000 kroner.