Barebones d. 03. marts. 2016, skrevet af Emillos 0 Kommentarer. Vist: 21791 gange.
Med et produkt som Chromebit handler det ikke så meget om tal i diverse benchmarks. Det handler i virkeligheden om, hvordan produktet føles i brug - om Chromebit er hurtig nok. Da alt foregår gennem en internetbrowser vil hovedparten af det tunge talknuseri foregå på en server langt væk, hvilket er særdeles fordelagtigt når man kun har en lille ARM-processor at gøre godt med. Omvendt skal der være nok hestekræfter til visse sider hvor talknuseriet foregår lokalt, såsom videoafspilning i HD.
Til generel internetsurf er Chromebit temmelig kvik. Bevares, det er ikke helt samme oplevelse som jeg får, når jeg sidder på min stationære med vandkøling, SSD og hele pibetøjet - eller samme oplevelse som på min Macbook Air. Man kan godt mærke, at man ikke har samme antal hestekræfter til rådighed under kølerhjelmen, da der lige går et sekund længere tid under indlæsning af diverse sider. For eksempel når der skal åbnes documenter i Google Docs, når sekundviseren på uret lige at flytte sig en gang eller tre ekstra i forhold til en hurtig computer; så man skal have lidt tålmodighed. Men samlet set synes jeg, at oplevelsen er helt godkendt.
Almindeligt flow-TV er noget der for mange i stigende grad erstattes af serie-pushere som Netflix, HBO Nordic, YouTube og DR TV - og personligt er jeg da også lidt af en serie-junkie, der uden problemer kan klare et par afsnit af Game of Thrones, House of Cards og lignende på en almindelig hverdagsaften.
Chromebit klarer ovenstående tjenester i FullHD(1080p) uden hosten og hakken. Det er klart, at man ikke skal forvente ULTRA-SUPER-DUPER-4K indhold fra en Chromebit. I almindelig FullHD kører alting så gnidningsfrit som det skal, og selv 1440p kører perfekt på YouTube. Med 4K-video bukker den under og hakker desperat derudad - helt forståeligt.
Chromebit er altså hurtig nok. Men alligevel tager vi et kig på, hvordan den bette computer klarer sig imod lignende enheder, såsom tidens aktuelle smartphones. Da de gængse benchmarkprogrammer ikke er tilgængelige på Chrome OS, benytter vi dem der kører gennem browseren; henholdsvis BrowserMark og SunSpider. Idet der er forskel på hvilke browsere de forskellige enheder kører(tallene er hapset fra andre reviews), kan resultaterne ikke direkte sammenlignes, men giver et fingerpeg om, hvilken hastighed man kan forvente.
Ydelsen på Chromebit ligger altså nogenlunde på niveau med en Samsung Galaxy S4, som var på toppen iblandt smartphones for to et halvt års tid siden, mens iPhone 6 lægger sig markant i spidsen og er over dobbelt så hurtig som Chromebit i SunSpider-benchmarken. Chromebit er altså ingen ferrari - men ydelsen er fin til de browserrelaterede ting, den er beregnet til.
Anmeld
Information