AMD RX VEGA
Siggraph konferencen i Los Angeles er officielt skudt i gang, og som lovet har AMD lanceret RX Vega grafikkort serien. Vega har været omtalt og diskuteret i over et år, og AMD har ved flere lejligheder vist prototyper frem. Nu kommer endelig den officielle lancering.
AMD Radeon Vega Frontier Edition blev lanceret til "prosumer" markedet den 27. juni (HWT nyhed), med fokus på workstations, og AMD fortalte os ved Computex i Taiwan at forbrugerudgaven af Vega ville blive lanceret på Siggraph i slutningen af Juli.
Radeon RX Vega lanceres i 3 forskellige udgaver: Radeon RX Vega56, Radeon RX Vega64 luftkølet og Radeon RX Vega64 vandkølet. Herudover omtaler AMD "Limited Edition" udgaver af Vega64, med forskellige bundles, men om disse bliver lanceret i Danmark er uvist.
Specifikationer har været lækket og omtalt over det sidste halve år, mens endelige clock-hastigheder ikke har været kendt. Den fulde Vega chip er identisk med den der findes i Frontier Edition, og indeholder 64 Compute Units (deraf navnet 64), mens den mindre Vega model er skåret ned til 56 Compute Units. Disse 64 Compute Units giver 4096 Stream Processors, og på disse specifikationer er Vega altså identisk med det tidligere AMD FuryX grafikkort.
Vega er produceret på den nye 14nm produktionsmetode lige som Ryzen (mod 28nm på FuryX) og har nu mulighed for højere clock-hastigheder. RX Vega anvender 8GB HBM2 ram mod FuryX's 4GB HBM ram. HBM2 på Vega er 2048-bit mod 4096-bit på HBM, men til gengæld kører de højere MHZ. RX Vega kører dog ikke dobbelt så høj MHz som FuryX, så det betyder at ram båndbredden på RX Vega er 484 GB/s mod 512 GB/s på FuryX.
Hvordan ydelsen er bliver spændende at se i kommende reviews, men AMD har selv lagt vægt på sammenligning med GTX 1080 og IKKE "1080 Ti". Marketing har fokus mod det totale setup med billigere Freesync skærme ifht GSync skærme. AMD talte også om at Vega har lavere minimum FPS end tilsvarende GTX kort, og ved 2 events op til Siggraph har AMD kørt blind-tests af systemer med Vega ifht GTX 1080, i håb om at folk kan se at Vega er en mere "flydende" oplevelse.
Der er altså desværre ikke tale om en konkurrent til GTX 1080Ti, men om den vandkølede udgave kan komme i næheden må tiden og tests vise. Med en pris på $699 for den vandkølede Vega64 er vi oppe i GTX 1080Ti niveau, så om de ekstra MHz kan få Vega op i det niveau bliver spændende at se.
AMD Radeon RX Vega skulle officielt være i butikkerne i reference udgaver den 14. august, og custom AIB udgaver i løbet af September. ASUS har allerede annonceret deres ROG Strix udgave af RX Vega64 (Link til ASUS).
Officielle priser er annonceret til $399 for Vega56, $499 for Vega64 luftkølet, $599 for Vega64 luftkølet "Limited Edition Pack" og $699 for Vega64 vandkølet.
Links. Wccftech, Videocardz