Layout / Design
Kortet vi tester i dag er EVGA GTX 660 Ti SuperClocked og ligesom med GTX 670 versionen af dette kort, har EVGA benyttet deres egen køler. Forsiden af køleren prydes af et klistermærke, der ligner kulfiber og langs siden løber endnu et klistermærke, som ligner børstet aluminium.
En af de lidt specielle detaljer ved GTX 660 Ti, er det meget lille print, der kun er 18cm langt, ligeledes er hele kortet kun 24cm. Det korte print er også grunden til den lidt specielle placering af PCI-E strømstikkene. Det lille print betyder ydermere, at nogle grafikkortproducenter forventer at lancere GTX 660 Ti kort med enkeltslot kølere.
Standardkøleren er rimelig raffineret, men vanen tro synes jeg godt, den kunne være en tand mere støjsvag. I idle er kortet helt stille, som man efterhånden forventer nye grafikkort er. Under load er kortet dog ikke helt så stille, men standardkøleren kan fint bruges i et budget system. Hvis du har lidt ekstra penge på lommen, så gå efter et kort med bedre køling. Nu når vi har fat i køleren, så skal vi også kigge lidt på varmen. I idle bliver kortet 35 grader, mens en omgang Heaven benchmark får kortet op på 78 grader.
Kortet benytter sig af 2 Stk. 6-pin PCI-E strømstik. På dette billede kan man se den lidt specielle placering af PCI-E strømstikkene.
I fronten af kortet sidder 1 HDMI, 1 DisplayPort og 2 stk. DVI udgang. Dette giver rigeligt med muligheder når skærmen skal sættes til, og som en ny ting på Nvidia grafikkort kan man nu sætte 4 skærme til på en gang.