Introduktion
Hvis du hører til dem der bare ikke kan få watt nok til din PC, absolut skal have tre eller fire grafikkort monteret i SLI eller Crossfire, og er komplet ligeglad med prisen - så har Corsair et godt tilbud til dig. En 1200W 80+ Platinum certificeret strømforsyning, der kan levere 100A på en enkelt 12V linie, AKA et lille svejseværk.
Du får lov at aflevere små 2400kr ved kasse 1, men så har du også toppen af poppen inden for strømforsyninger, med alt hvad der bimler og bamler af digital styring, modulare kabler, Corsair Link/USB monitering og ikke mindst 7 års garanti fra fabrikken. Corsair har med AX1200i opdateret den hidtidige topmodel AX1200 fra 80+ Gold til 80+ Platinum, hvilket skulle give en effektivitet på op til 94% under belastning. Det glæder vi os til at teste.
Corsair er et af de firmanavne man næsten uundgåeligt vil støde på når man bygger, modificerer eller opgraderer PC'er. Produkt porteføljen er enorm, og inkluderer alt fra mus,tastaturer, højttalere, headset og kabinetter, til strømforsyninger, SSD drev og ram. Og frem for alt så har Corsair slået deres navn fast med 12 tommer søm, ved at levere produkter af meget høj kvalitet, uanset varegruppe.
Især HX og TX serien inden for strømforsyninger har været en kæmpe succes, og den klassiske HX620 er vel at betragte som en folkevognsmodel blandt entusiaster. Corsair designer og bygger ikke selv deres PSU'er. men bruger OEM producenter til at fremstille produkterne. AX1200i er således bygget af Flextronics, mens resten af PSU'erne er enten modificerede Seasonic eller Channel Well (CWT) enheder. Mange af modellerne sælges dog kun under Corsair navnet, således også AX1200i, der er en custom model.