Hvad skal der til ?
Som udgangspunkt er en MAME maskine bare en PC, der i bedste fald er koblet sammen med et kontrolpanel indeholdende et joystick og et antal knapper. Man kan faktisk bruge et tastatur som controller. Kontrolpanelet skal helst ligne det originale panel fra det spil du vil emulere, men det fede med MAME programmet er at du kan finde mere end 3000 fungerende spil, så der må man gå lidt på kompromis, både med udseendet på panlet, og med det antal spil man vil have med. Et godt råd her er at man skal undlade at lave panelet til alle spil på een gang. Det bliver alt andet lige mega rodet, kæmpestort og oftest grimt at se på.
Så grimt kan det gøres.
PC'en behøver absolut ikke være nyeste skrig. Der er versioner af MAME der kan køre på et Rasberry Pi bundkort. Husk at CPU kraften i 1980'erne var baseret på Motorola 68000 og Zilog Z80, der var en 8 bit cpu. Det kræver altså ikke alverden at reproducere afviklingen af selve spillet hvis man har ROM filen. Den mindste maskine jeg har på hylden er en 10 år gammel Athlon 64 3000+, og den trækker MAME og de fleste ROM'er uden brok.
Så er der det med at det skal se ordenligt ud. Hvis man kigger omkring på nettet er der et utal af afskyelige rædsler, hvor folk har forsøgt for meget på en gang, eller blot klampet det sammen af gamle TV apparater og spånplade. Ikke just noget man gider at have stående. Efter en kort søgning på nettet fandt jeg en dansk hjemmeside lavet af Rasmus König Sørensen, der indeholder et væld af tegninger og ideer til et ordenligt MAME kabinet.
Project Mame by Koenig - sådan skal det gøres !
Det tog ikke mange minutter at studere tegningerne og beslutte mig for at det var det rigtige udgangspunkt. Jeg er ikke så vild med de røde og orange farver, men det er jo smag og behag. Det hele, inklusive artwork ligger tilgængligt på www.koenigs.dk .
Kassen alene gør det jo ikke. Der skal laves et kontrolpanel med joysticks og knapper, der skal kobles til PC'en. Der er flere muligheder, og nogle er dyrere end andre. Jeg besluttede mig for et lille printkort med plads til to joysticks og 22 knapper, og et controllerkort til at styre lys og lamper ved siden af. Mere om det under elektronik afsnittet.
Så er der finishen. Nogen maler kassen sort og synes det er fedt. Andre igen skal have den store farvelade frem og have maks blingbling. Jeg ligger nok et sted midt imellem. Og da jeg ikke er den store grafiker har jeg igen lænet mig op af tegninger fra nettet. Igen handler det om ikke at overdrive værket.
Så afsted det gik til byggemarkedet for at handle MDF plade, trælister, Plexiglas, maling, lak og tapetklister - og en overfræser nu jeg var i gang. Så fik jeg lært hvordan sådan et apparat fungerer.