Software
Uha, nu bevæger vi os ud på dybt vand. For godt nok er MAME programmet frit tilgængeligt og lovligt at bruge, men der er altså stadig noget der hedder copyright når man har udgivet et arkadespil. Også selv om det er fra 1980 og ingen nogensinde vil give penge for det igen. Det er ikke alle producenter der er til at tale med, eller er vilde med at få spredt deres produkt på diverse uofficielle hjemmesider. Derfor vil man møde rigtig mange fora hvor der bliver talt om emnet, men hvor man bevæger sig uden om den varme grød for ikke at få trykket på pirat knappen.
Jeg kan dog ikke erindre at have læst om nogen der er blevet trukket i retten af Anti Pirat Gruppen for at spille Pac Man hjemme i stuen. På den officielle hjemmeside for MAME er der enkelte tilgængelige ROM'er du kan downloade, men derfra skal man bevæge sig ud på det store internet for at finde de titler man kan huske fra barndommen. Og så opdager man at det heller ikke er ligegyldigt hvilken ROM man henter. Den skal nemlig passe sammen med din version af MAME. Og som om det ikke var nok, så er der flere spil der bruger specielle BIOS ROM'er sammen med spil ROM'en, og der skal versionsnumrene også passe sammen. Fra afgrunden lyder et dybt suk.
Så til de dovne vil jeg nøjes med at skrive, at der findes flinke folk, der har lavet samlinger af ROM'er, der passer til bestemte MAME versioner, og gjort dem tilgængelige som download. Du kan derfor finde pakker med op til 6000 ROM'er, hvoraf ca. halvdelen er fuldt spilbare. Andre er på forsøgsstadiet, mangler lyd eller har problemer med grafikken.
Selve MAME programmet er et kommandolinie program. Det vil sige at du skal åbne kommandolinien og taste en kommando for at starte et spil.Der findes også en grafisk version, nemlig MAMEUI32, hvor du kan konfigurere det hele med museklik. Den kræver dog lidt ekstra maskinkraft.
Mala frontend
Nu er det jo ikke så spændende at side med kommandolinien hver gang man fyrer op i arkaden, så til at gøre det hele grafisk lækkert kan man gøre brug af en såkaldt frontend, altså en konfigurerbar grafisk brugerflade, der ligger som et lag oven på MAME programmet. Jeg har rodet med et par stykker, og valget faldt på Mala, der er temmelig avanceret, men stadig rimelig overskuelig. Mala understøtter ikke bare MAME, men faktisk også de fleste andre emulatorer på markedet, og de kan køre på een gang. Heldigt når man som mig både vil have MAME og Pinball emulering i samme maskine.
Du kan vælge mellem flere temaer som brugerne har lavet, eller lave dit eget hvis du er rigtig skrap. Alle værktøjer er tilgængelige sammen med Mala programmet. Herunder er det temaet Cabinet som jeg selv bruger. Du får vist spiltitel, et billede af det originale kabinet og den folder der fulgte med, den originale Marquee, det originale kontrolpanel og et screenshot af spillet. Menuen styres med joystick'en. Op og ned skifter titel, til siden skifter emulatortype. Der er et hav af emulator programmer på markedet som f.eks Commodore 64, Sega konsoller, Amiga 500, 600 osv. og Mala kan bruges til dem alle. Der kan være lidt forskel på hvordan du skal starte dem op, men jeg har fået god hjælp ved at læse på diverse fora og bruge google til at søge svar.
Link til Mala's hjemmeside: http://malafe.net/
Så tilbage står nu at få konfigureret frontend delen så jeg får de mange Pinball maskiner, SEGA, Commodore 64 osv med , og med hver deres baggrund. Det er igen et projekt der tager tid, men der er heldigvis god hjælp at hente. Der er rigtig mange der sidder og leger med de her emulatorer, og der er som regel altid en før dig der har haft samme problem og kommet op med en løsning.
Her en liste over nyttige steder på nettet :
Et godt sted at hente tips og tricks er Facebook, der har en "Build your own MAME" gruppe - https://www.facebook.com/groups/194861703858251/
Rasmus Koenigs egen hjemmeside hvor jeg selv har lånt en del inspiration - http://www.koenigs.dk
Et site med utallige Pinball spil - http://www.irpinball.org/
Flere Pinball spil, med billeder og video - http://www.pinsimdb.org/
Butik med stumper til projektet - http://www.arcadeshoppen.dk
Der er naturligvis flere sider med info og flere online butikker, og flere end jeg kan nå at liste her. Håber jeg har inspireret nogen til at gå i gang med deres eget projekt. Det er altså bare superfedt at stå bag en maskine der ligner de originale arkademaskiner, og give den gas med et af de originale karatespil fra midtfirserne og halvfemserne. Det er fra en tid hvor man gik op i gameplay, for ellers tjente man ingen penge i arkadehallerne. Derfor er mange af spillene stadig sjove, også for en ny generation.