Test: Razer Surround (Software)

Lyd d.  26. juni. 2013, skrevet af Bonghætte 2 Kommentarer.  Vist: 5511 gange.

Korrekturlæser: jmose
Billed behandling: Bonghætte
Oversættelse: Bonghætte

Pristjek på http://www.pricerunner.dk 0,00
Produkt udlånt af: n/a
DK distributør: n/a

Test

 

Testen bliver udført på følgende hardware:

  • Intel Core i5 2500k (4.5Ghz)
  • ASUS Xonar DS

Grunden til jeg nævner disse to komponenter er at dette er et stykke software der skal emulere lyd. Dette vil naturligvis tage processorkraft, og derfor er det relevant hvilken processor der kører programmet, så man har en målepind for hvor meget det bruger. Yderligere er lydkortet en vigtig faktor når det kommer til reel lydkvalitet.

 

Gaming
Jeg starter ud med et spil Battlefield 3, i Close Quaters udvidelsespakken. Dette betyder at kampene udelukkende indebærer infanterikamp i meget snævre korridorer, hvorfor det er vigtigt at kunne høre hvor fjenderne kommer fra. Lyden er indstillet til default i Razer Surround hvilket betyder at både Bass Boost, Sound Normalization og Voice Clarity er aktiveret.

Det går hurtigt op for mig at softwaren virker. Rummet hvori lyden figurerer virker større, og der er lidt mere luftig rumklang. Det hele bliver dog fuldstændigt overdøvet af bas, men ikke på den gode måde. Som beskrevet under gennemgåelsen af lydindstillinger, så vil Sound Normalization skrue op for de lave lyde, og ned for de høje lyde, så det hele ender på et relativt flat lydniveau. Dette er helt optimalt hvis man spiller meget om natten på et anlæg, da det fjerner en god mængde varians i lydniveauet, men det drukner altså også de vigtige lyde fra tid til anden. En høj eksplosion som bliver skruet ned, gør altså at lyden af fodskridt og lignende bliver druknet, ikke i lydniveau, men i lyd 'mudder'.

Sound Normalization
Jeg slår Sound Normalization fra, hvilket jeg anbefaler alle at gøre. Det ødelægger altså mere end det gavner, og giver overhovedet ingen mening i min optik. Jeg kan forstå hvis man implementerer sådan en feature og kalder den 'night mode' eller lignende, men så skal den altså ikke være tændt som standard. Det giver et rigtigt dårligt førstehåndsindtryk.

Bass Boost
Der skydes lidt videre i Battlefield 3, men igen går det op for mig at lyden kan forbedres. Denne gang er det udelukkende mængden af bas, der igen drukner vigtige lyde. Bass Boost giver enormt fede eksplosioner, men drukner retningsbestemte lyde.

Det undrer mig at man vælger at sætte sådan noget som Sound Normalization og Bass Boost på som standard. Vi er jo ude i mission-critical gaming-software som Razer sikkert gerne ser blive brugt professionelt. Så er det altså ikke godt nok at gå 'Beats' vejen og farve lyden usandsynligt meget med bas, når jeg er ret sikker på de hardcore gamere, der faktisk vil give penge for et stykke emuleringssoftware, ønsker præcision i stedet.

Med disse to indstillinger taget fra hjælper softwaren en lille smule med lydbilledet. Jeg synes Battlefields egen lyd-nedskalering til stereo virker 'udemærket', så denne må anses som værende en konkurrent til dette stykke software. De fleste spil gør dette automatisk, hvorfor man næsten må synes at denne softwareløsning er lidt redundant. Det er en smagssag om man synes den individuelle kalibrering er interessant - men hvad jeg kan sige er at det lader til at virke.

Selvom League of Legends ikke har meget med lyd at gøre, prøvekører jeg også softwaren i dette spil. Det må siges at teamkampe hvor 10 helte smider et virvar af magier og angreb mod hinanden, lyder noget mere eksplosivt end uden softwaren tændt. Announceren træder godt ind i midten af lydbilledet, og man kan nemt høre om tingene sker til højre eller venstre for kameraet. Der er fint retningsbestemt lyd, og det skal da sikkert redde nogen en dag, at høre noget man endnu ikke har set.

 

Film
Ja tak. Umiddelbart er det her softwaren hører hjemme. Softwaren får alle lyde til at lyde mere drastiske og hårdtslående, selv uden bass boost. Positionering af lyden er svagt forbedret, men lyden har fået meget mere luft hvilket er meget lækkert. Hobbitten er en film med et fantastisk lydbillede, og både baggrundsmusik og det der sker på skærmen bliver gengivet ganske fint.

Jeg har ingen problemer med softwaren overhovedet, men synes umiddelbart det meste gode jeg har at sige om softwaren har at gøre med mængden af punch der ligger i bassen, og den svagt mere luftige lyd.

Med det sagt, så ændrer Razer Surround altså også en smule i lyden selvom alt er slået fra. Forskellen mellem mit Xonar DS's 6-channel nedskalering til stereo, og Razer Surrounds nedskalering er ret tydelig. Husk på at de begge går ud af samme lydudgang på mit Xonar DS lydkort, så ændringer i lyden burde som sådan ikke forekomme. Der er noget mere bas i Razer Surround, og nogle af de helt højre frekvenser bliver noget mere skarpe. For at sætte oplevelsen i perspektiv, er det lidt som når man trykker på Loudness knappen på et gammelt anlæg. Jeg finder det enormt svært at indstille Razer Surround til noget der lyder neutralt, mens jeg finder det let at indstille mit eget lydkort til mere bas og diskant.

Lyden er dog ganske fin. Jeg er helt sikker på mange vil få en fed 'biograf-lignende' oplevelse i film med dette stykke software.

 

Musik
Softwaren ødelægger lyden i musik, selv med alt slået fra. Det er lidt som at sætte et for stort anglæg til et for lille batteri - lyden taber pusten ved hvert eneste baspunch. Dynamikken forsvinder, og selvom der ikke burde være Sound Normalization på, føler jeg stadig der er en del kompression hvor der skulle have været store udsving i lydniveauet.

Jeg har aldrig oplevet det før på mit lydkort, men det er relativt nemt at fikse. Skru ned til godt 50% lydstyrke i dit afspilningssoftware. Razer Surround forstærker simpelthen lyden ud over hvad der dynamisk er muligt på softwarebasis. Jeg vil derfor anbefale alle der prøver dette stykke software, at skrue godt ned for den afspiller der bruges, eller det spil der spilles, i Windows Lydmikser. Det giver absolut en bedre lydoplevelse, og igen undrer det mig at Razer fra standard har valgt at implementere noget der ødelægger lyden.

 

Andet
Hvad CPU belastning angår så tager programmet knap 1% ved afspilning af en film med 6-kanals surround. Programmet startes i 2 processer, én der er selve programmet, og så Maelstrom streaming tjenesten som simpelthen er den der laver alt magien. Det er præcist samme 'hjerte' som der i princippet ligger i USB lydkortet på et Razer Megalodon 7.1 headset. Softwaren bruger i alt ~70MB RAM. Det er ikke meget, men det er altså heller ikke lidt.

 

Delkonklusion
Brugeren skal ind og slå en masse fra, og holde øje med lydstyrken på sine spil og afspillere, før dette program lyder som det skal, hvilket er uforståeligt for mig. Bass Boost, Sound Normalization, Voice Clarity, ekstra lydstyrke osv. burde være slået fra som standard, og stå som valgmuligheder for brugeren hvis brugeren ønsker at lege i stedet. Som sagt før giver det et usandsynligt ringe førstehåndsindtryk at lyden bliver så ødelagt. 

Hvis designerne af dette produkt synes sådan en lyd er smart, så er jeg ikke sikker på jeg vil lade dem om den lyd der skal afspilles på mit system. Så er det i hvert fald sagt.

Med det sagt, så vil jeg anbefale at hente Razer Surround gratis inden udløbet af 2013, og høre om det er noget for dig. Slå alt fra og skru ned for dit spil eller din film, så skal du nok få en fed lydoplevelse.

McCleod
 
Superbruger
Tilføjet:
06-07-2013 11:01:56
Svar/Indlæg:
2470/41
Hvad foretrækker du så i spil - Xonar DS' surround eller Razer Surround?


Bonghætte
 
Elitebruger
Tilføjet:
07-07-2013 02:51:25
Svar/Indlæg:
1271/38
Generelt bare et lydkort for at forhøje selve lydens kvalitet, og spillets egen positionale software engine. Counter Strike har været sublimt til at gøre det hele selv, helt fra start af, og enormt mange spil følger trop.

Selvfølgelig kan et stykke software skille lyden ad og sætte fokus på lydfiler som fodskridt og skud, eller bruge en equalizer til at forhøje frekvensområdet hvor nogle bestemte lyde ligger. Det har vi set i Creatives Scout Mode som i princippet fungerer udemærket.

Jeg synes blot sådan noget software ødelægger det lydbillede som lyddesignerne for spillene helt sikkert har brugt enormt mange timer på er perfektionere. Hvis du vil have en kompetetiv overhånd, så vil det nok hjælpe en smule, og siden det er gratis så vil jeg anbefale alle nysgerrige at prøve det. Det er meget let at afinstallere igen.
🙂