Strømforsyninger d. 03. december. 2013, skrevet af Polarfar 0 Kommentarer. Vist: 10570 gange.
Corsair har ry for at lave noget ret seriøst grej, og især de lidt dyrere serier er der ofte gjort lidt ud af. Designet adskiller sig fra de fleste standard kasser, ved at have bukkede hjørner. Det ligner til forveksling Fractal Designs psu'er. Om det er med vilje skal jeg lade være usagt.
Uanset så er det nydeligt at se på. Selvom der er hulplade på bagkanten, så er der ikke fri udsigt til grimme limklatter, bøjede søm, lodninger og lignende. Det giver en indtrykket af et seriøst produkt.
Der er et stik til Corsairs LINK system, så du kan få informationer om PSU'ens tilstand med i LINK programmet. Det kræver dog at du anskaffer et LINK system ved siden af.
Kablerne er de kendte sorte typer. Det er i min optik det bedste alternativ til de farvede ledninger med krympeflex, og igen giver det indtryk af et lidt mere seriøst produkt. Kablerne er tydeligt markeret op, så man er ikke i tvivl om hvordan det skal sættes sammen.
Vi tager et kig ind i elektronikken. Layoutet er nydeligt, og ser man på størrelsen og antallet af køleplader, så er det tydeligt at der ikke går meget strøm til spilde som varme. Den smule varme der måtte komme vil blive fejet væk af den store 135mm vifte.
Der er brugt japanske elektrolytter i ind- og udgang, så kvaliteten burde være i orden. Jeg faldt også over den lidt usædvanlige måde at koble 3,3V og 5V udtagene over til udgangsprintet på. Et par kraftige kabler monteret med kabelsko, der er skruet fast på en kraftig blikplade. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal mene om det.
Som en fodnote kan jeg nævne at der manglede spænding på to 5V pins i det store 24 polede stik. Efter at have gjort Corsair opmærksomme på problemet fik jeg en ny PSU tilsendt. Den havde samme fejl. Corsair iværksatte så en undersøgelse, og det viser sig at fabrikken havde glemt at lodde en ledning i printet, der skal forbinde de to pins til udtaget. Pinligt pinligt. Men fejlen er rettet nu på fremtidige modeller, og desuden vil det ikke give problemer på et moderne bundkort hvis de mangler. Jeg har testet den i min workstation, og det kørte fint.
Anmeld
Information