Layout / Design
Billeder kan i mine øjne ikke beskrive hvor pæn dette monster er. Overfladen er lavet af børstet aluminium, og føles rar og kold. Touchpad'en er meget stor, men kommer ikke umiddelbart i vejen for ens venstre hånd. Der er plads nok til det hele, endda til hardwaren indeni. Computeren er fysisk meget stor, så der er gjort plads til både køling og store hænder.
(Fra venstre mod højre) På venstre side finder vi Kensington lås, to USB3-porte, en Blu-Ray brænder/DVD-kombo-drev og MMC/SD-kortlæseren. Bemærk hvordan bagenden er løftet og hvordan den bærbare gradvist bliver tykkere mod bagenden. At skrive på tastaturet på denne bærbar føles som om man har løftet de to bagerste ben på et normalt tastatur, dog uden at være i en ubehagelig vinkel. Her får vi også et lille glimt af de koloenorme udluftningshuller. Dem vender vi tilbage til.
I forenden af G750JH finder vi fem dioder til henholdsvis strømtilslutning, batteriniveau/opladning, harddiskaktivitet, Wi-Fi og NUM-Lock. Disse LED lyser både udenpå, altså på forenden når den er klappet sammen, og indeni, på overfladen hvor man har hænderne. Du vil altså aldrig skulle kigge særligt langt efter disse informationer. Hvad jeg dog synes er besynderligt er, at man har valgt at lægge NUM-Lock-indikatoren hér, mens indikatoren for CAPS-Lock er en lille LED på selve knappen på tastaturet. Der er lidt en mangel på kontinuitet her, men det er virkelig også at gå i små sko.
På højre side har vi, igen fra venstre til højre, en minijack-udgang til hovedtelefoner (fungerer også som SP/DIF-udgang), minijack-indgang til mikrofon, to USB3-porte, en thunderbolt-port, en HDMI-udgang, RJ45-port (Ethernet, fungerer også som modem, hvis man har en RJ11-adapter), en god gammeldags VGA-udgang og et strømindtag. Ellers er der egentligt intet nyt, som ikke allerede er set på den modsatte side.
Bagenden! Det er her al' magien sker. Fra kameraets vinkel har vi grafikkortets luftudtag i venstre side og processorens til højre. Der er en blæser til hvert luftudtag og de to blæsere kører individuelt. Inde bag plastgrillen er der to kæmpestore heatsinks, der via heatpipes får overført varmen fra deres respektive processor. En relativt stille blæser har her masser af plads til at få flyttet varme ud af kabinettet, og det vil også vise sig at være successen ved denne bærbar.
Til venstre ser vi køleløsningen brugt på grafikkortet i denne model. Alt får en eller anden form for køling og selve GPU'en har hele tre massive heatpipes, som transporterer varmen ud til køleprofilen ved blæseren. Til højre ses ind bag plastgitteret på computeren: Den store blæser presser luften gennem dette gitter af metalplader og får overført varmen til luften, som derefter skubbes ud af kabinettet. Absolut et af de mere seriøse forsøg på køling i bærbare overhovedet.
Til de nysgerrige ser grafikkortet således ud, og kunne vel i princippet let forveksles med et indstikskort til en stationær. Dette er dog et specialfremstillet GTX 780M, som fysisk er noget større end standard MXM-kompatible kort. Alt dette kan du læse om her, dog godt nok på engelsk.
Nå, nok fablen om hardwaren, lad os få kigget på undersiden af dyret.
Her ser vi noget der i mine øjne heldigvis er klassisk ASUS. Forbrugeren har fået en klap, som man kan skrue af, og bag denne findes de dele som må udskiftes uden garantien ryger. Nederst i højre hjørne finder vi også en lille subwoofer, hvis man da kan kalde det dét. Der er altså også tænkt og gjort en smule på lydsiden.
Et lille blødt plekter til at skubbe gummidutten op øverst på pladen og så en lille stjerneskruetrækker til én enkelt skrue, var alt hvad der skulle til for at få klappen af. Under denne klap finder vi to harddiskpladser til 2,5-tommer harddiske/SSD'er og to hukommelsesporte. Det hele er fyldt op i denne model, men skulle man købe en udgave med kun ét lagermedie eller den halvde mængde RAM, kan man altså her smide en ekstra i. Jeg synes personligt det er enormt rart at der er tænkt over forbrugeren. Alt for tit har jeg skulle tage tastaturet af for at få adgang til at kunne skrue bunden ud, for derefter at kunne komme til harddisken eller nogle langt mere snørklede løsninger. Det her får ASUS altså point for. Havde dog gerne set at man på nem vis kunne få adgang til at afstøve de to køleprofiler.
Tastaturet er helt fladt. Baggrundsbelysningen er enormt klar og tydelig, men på ingen måder skarp. Den kan justeres i to trin foruden at være slået helt fra. Belysningen virker lige fordelt og alt virker bare topklasse.
Skærmen kan bukkes relativt langt bagover, men på grund af bagenden får man altså ikke en 180-graders vinkel. Vinklen gør at skærmen næppe er egnet til at opføre foredrag eller lignende, men det har man heller ikke behov for med en spilbærbar. Billedet er blot for illustrationens skyld.
Alt i alt synes er jeg usandsynligt overrasket over følelsen af kvalitet. Skærmens ramme er godt nok lavet i plast, men oversiden er belagt med noget blødt gummi af en art. Der er tænkt over langt det meste og computeren er på ingen måder direkte grim. Der er ikke bling og mærkelige diskotekslys over det hele som på nogle tidligere G2-modeller, og der er ikke noget der ikke virker efter hensigten. Jeg synes ærligt talt det føles, som om ASUS er blevet voksne, for dette er et seriøst bud på en rigtigt god og anstændig erstatning for den stationære computer. Skal vi ikke få testet hvad det kan, foruden at se godt ud?
Test og benchmarks på næste side.