Test
Så blev det tid til at få monteret noget hardware.
Monteringen af hardware er normalt der hvor man for alvor oplever et kabinets fordele eller ulemper, så spørgsmålet er hvilken følelse vi sidder tilbage med efter monteringen i ARC XL kabinettet.
Testmaskinen består af :
Gigabyte GA-P55A-UD3
Intel Core i7 860
4 GB RAM
2 stk. 2,5” HDD
1 stk. 3,5” HDD
Nvidia Gefore 9800GT
Det første der falder i øjnene er naturligvis størrelsen. Der er masser af plads til at montere hardwaren i kabinettet. Det eneste tidspunkt hvor det blev lidt klemt, var under montering af køleren i toppen af kabinettet. Kabinettet giver fra forsiden rigtig god mulighed for at trække kablerne om på bagsiden, så de ikke kan ses.
En af de ting der som altid er gældende med de store kabinetter er, at det er lige på smertegrænsen til at CPU strømstikket kan nå helt fra bunden, bag om bundkortet og op til strømindgangen, men det er næppe noget der kan bebrejdes dette kabinet specifikt.
På bagsiden er der forholdsvis meget plads til at trække kablerne. Som det kan ses på billedet, har jeg en 2,5” harddisk på SSD pladsen. Monteringen sker som nævnt ved at bruge 2 små skruer til at montere dem på bagpladen.
Standardkablerne er alle stripset sammen og ført ned til bunden af kabinettet fra fabrikken, så her behøver man egentlig ikke lave noget ekstra.
En ting der undrer mig noget er dog, at der kun er mulighed for at tilslutte 3 blæsere til controlleren. Der er ganske enkelt kun 3 stik, hvilket altså begrænser idéen med den en del.
Men lad os gå videre til at kigge på diskskuffen.
Det er her værd at bemærke, at der skal bruges skruer til monteringen, uanset om man vil montere en 3,5 eller 2,5” disk. Ved 3,5” disken er der gummistykker som skal forhindre at de ryster for meget med kabinettet. Ved 2,5” disken skrues den direkte fast på jernet i skuffen og giver altså derfor ikke nogen form for støjdæmpning.
SSD skufferne derimod er bygget på en lidt speciel måde, da diskene nærmest ”flyver”. Der er efter montering af disken ca. 5-6 mm. luft. Dette gør dem ret vanskelige at montere, da man både skal bøvle med at få skruen ned i gevindet samt holde disken i en bestemt højde over skuffen imens man skruer. Det er ikke umuligt, men jeg skal da gerne indrømme, at skruerne tog et par flyveture inden det lykkedes undertegnede.
Derudover fungerer også disse skuffer efter hensigten.
Men lad os komme videre til en konklusion.